H.J. Hansen (zoolog)

H.J. Hansen, Hans Jacob Hansen, 10.8.1855-26.6.1936, zoolog, politisk forfatter. Født i Bellinge ved Odense, død i Gentofte, begravet sst. H. led som barn af engelsk syge, og landsbylæreren sørgede for at den begavede dreng fik legater til skolegang i Odense. 1875 blev han student fra katedralskolen og kun fire år senere magister i zoologi. Under studiet fik han hurtigt sin gang på Zoologisk museum hvor han påvirkedes stærkt af J. C. Schiødtes morfologiskdeskriptive forskning og sans for detaljer. Allerede 1875 blev han ansat som assistent og regnede 1885 med at efterfølge Schiødte som bestyrer, men avancerede kun til "videnskabelig medhjælper". 1910 tog han dybt krænket sin afsked da han ej heller fik bestyrerposten efter F. Meinert, en forbigåelse der bundede i H.s stejle og udiplomatiske væsen. Utvivlsomt var en i "Nature" publiceret, meget rosende hyldestadresse fra 29 britiske zoologer stærkt medvirkende til at H. F. E. Jungersen fik regeringen til at bevilge noget så usædvanligt som en livslang aflønning over finansloven så H. uden forpligtelser kunne drive fri forskning i sit hjem. – I 1893 var H. på en længere rejse i Syditalien hvor han med dygtighed og held foretog store indsamlinger af til dels sjældne leddyrgrupper hvorpå meget af hans og William Sørensens senere arbejder er baseret. Han udkastede planerne til og deltog selv 1895 i den første danske dybhavsekspedition på krydseren Ingolf til Nordatlanten; her udviklede han en sorteringsteknik der sikrede usædvanligt mange små former, specielt af krebsdyr.

I begyndelsen arbejdede H. som forsker dels med insektmorfologi, fx disputatsen fra 1883 om fluers munddele Fabrica oris Dipterorum (der gjorde ham kendt som "Flue-Hansen"), dels med faunistik, bl.a. Færøernes insekter, Dijmphnatogtets krebsdyr, de grønlandske storkrebs og spindlere og visse fiskegrupper i Zoologia Danica, hvis redaktion han overtog efter Schiødte indtil pengenød 1907 satte en stopper for værket. Med en sjælden sporsans forstod H. at udvælge leddyrgrupper hvor der var særligt behov for at bringe orden i et systematisk virvar eller som viste sig at besidde ejendommeligt udformede karaktertræk der kunne kaste nyt lys over større enheders eller samtlige leddyrs principielle opbygning. Blandt de monografier der som han selv udtrykte det tjente til at "flytte milepæle" handler tre om krebsdyr: Cirolanidae, 1890, Choniostomatidae, 1897 og Sphaeromatidae, 1905, to om tusindben: Pauropoda, 1902 og Symphyla, 1904 og tre (sammen med William Sørensen) om spindlere: Palpigrada, 1897, Cyphophthalmi & Ricinulei, 1904 og Tartarides, 1905. Disse arbejder er rent systematiskmorfologiske, uden fylogenetiske betragtninger.

Også Sergestiderejernes og lyskrebsenes grundlæggende systematik skyldes H. Hertil kommer bearbejdelsen af især krebsdyr fra de store havforskningsekspeditioner som han fik betroet: tre større afhandlinger fra Plankton-, tre fra Albatross-, en fra Challenger-, to fra Monaco-, seks fra Ingolf- og tre fra Sibogaekspeditionerne. Men hovedværket i hans store produktion er en foreløbig meddelelse fra 1893 på kun seksten sider: Zur Morphologie der Gliedmassen und Mundtheile bei Crustaceen und Insekten (også på engelsk); først mange år senere (1925 og 1930) fremlagde han detaljerne i bøgerne Studies on Arthropoda II og III (I indeholder afhandlinger af blandet indhold). Hovedresultaterne er en påvisning af tre (ikke to) led i det oprindelige krebsdyrlems stamme, en revolutionerende homologisering af munddele hos visse leddyrgrupper og en udbygning af J. E. V. Boas' arbejder om storkrebsenes systematik frem til den nu gældende opdeling. Selv om H. desværre undlod at uddybe de generelle synspunkter han fremsatte i meddelelsen fra 1893 er disse arbejder blandt de betydeligste i vor zoologiske litteratur. H. er velsagtens den af alle forskere der mest overlegent har behersket samtlige leddyrgrupper. Han var uhyre samvittighedsfuld og flittig, og hans tegninger – ofte kobberstukne – er klare og præcise. Fra ca. 1890 skrev han konsekvent på engelsk og har med held agiteret for dets anvendelse herhjemme som generelt videnskabeligt sprog. -Som sin medkombattant William Sørensen var H. den fødte polemiker. Ud fra saglige motiver kæmpede han for en højere standard i Danmarks indsats i den internationale zoologi, men tonen er skarp, til tider grovkornet og kan virke utiltalende ved sin utålsomhed over for divergerende meninger. I Germanisering af dansk Videnskab, 1895 rammer han ud efter Tyskland og Boas, og i Danmarks Stilling og Tilstand II og III, 1900-01 gælder det andre zoologer, universitetet og Videnskabernes selskab (som han aldrig blev medlem af)- Han var overordentlig velorienteret i storpolitik, specielt militærpolitik, og i indsigtsfulde artikler i Jyllandsposten og pjecer (fx Tydskland, England og Danmark, 1903 og Storpolitik og Danmarks Existens, 1908) agiterede han for forsvarssagen og forudså første verdenskrigs uundgåelighed og forløb.