H.P. Henriksen, Hans Peter Henriksen, 18.4.1836-6.5.1900, mekaniker, opfinder. Født i Rønne, død i Kbh. på Frederiks hosp., begravet sst. (Vestre). H. blev af sin far oplært i urmagerfaget. Han var kun atten år gammel da han rejste til Kbh. og foreviste to af ham selv konstruerede modeller til et lokomotiv og til et dampskib. Senere viste han dem frem på Odense marked, og her blev de købt af en mand fra Rendsborg. Dette gav lejlighed til at H. kom til Rendsborg og fik arbejde hos en urmager i omegnen. Et par år senere nedsatte han sig som urmager i sin fødeby, men han følte sig ikke tilfreds med den rolige virksomhed som næringsdrivende i en lille provinsby. H. der var i besiddelse af fremragende mekanisk snilde syslede rastløst med opfindelser. Han anvendte megen tid og flid på hver enkelt opfindelse, og når han havde løst en opgave gav han sig gerne i kast med en ny. Mens han virkede som urmager opfandt han en malkemaskine der præmieredes af landhusholdningsselskabet, og en mitrailleuse. 1864 flyttede H. fra Rønne til Kbh. Her levede han nærmest af at reparere symaskiner, men samtidig konstruerede han selv sådanne maskiner, særlig til fabrikation af handsker. 1867 udstillede han i Paris en symaskine som han året forud havde fået patent på. Den kom for sent til at få præmie på udstillingen, men en fransk rigmand købte patentet og lod H. og hans hustru gå på turné i Frankrig med maskinen. Salget af patentet gav H. et udbytte som han ikke var vant til. Han egnede sig hverken til at være forretningsmand eller til teknisk leder. Hans geni og flid som opfinder gjorde ham ære, men han opnåede ikke det pekuniære resultat som det i og for sig berettigede ham til. En af ham konstrueret stikhandskesymaskine prisbelønnedes på udstillingen i Kbh. 1872 og flere steder i udlandet. På verdensudstillingen i Paris 1878 forskaffede hans krydsstingshandskesymaskine ham både udstillingens guldmedalje og æreslegionens ridderkors. Ved den nordiske udstilling i Kbh. 1888 prisbelønnedes en af ham konstrueret forsålingsmaskine til brug for skomagere. Han konstruerede ved denne tid også en automatisk gasmåler, og han optrådte jævnlig som udstiller i Industriforeningen. Til udstillingen i Paris 1900 havde han anmeldt en nykonstrueret malkemaskine, men sygdom hindrede ham i at fuldføre den; s.å. døde han efter et slagtilfælde. – H. sad stadig i små kår. I den sidste halve snes år af sit liv modtog han en årlig understøttelse på 1 000 kr. af staten.

Familie

Forældre: urmager Lars Peter H. og Karen Kirstine Mogensen. -23.12.1866 i Kbh. (Helligg.) med Margrethe Kirstine Koefoed, født 15.11.1840 i Rønne, død 2.1917 i Store Heddinge, d. af overbetjent Jørgen Andersen K. (1805–57) og Margrethe Kirstine Therkelsen (ca. 1805–83, gift 1. gang med styrmand Herman Bidstrup).

Bibliografi

Nationaltid. 8.5.1900. Politiken s.d. Tidsskr. for industri I, 1900 124.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig