H. de Jonquiéres

H. de Jonquiéres, Henri Alexandre Antoine de Dompierre de Jonquiéres, 13.8.1816-21.9.1879, officer. Født på Folehavegård ved Hørsholm, død i Bad Oeynhausen, begravet i Kbh. (Ass.). de J. var søkadet 1831–33, men måtte opgive på grund af nærsynethed og gennemgik derpå 1834–38 den militære højskole som sekondløjtnant uden anciennitet i artilleriet, fik 1840 anciennitet (fra 1838) og blev s.å. premierløjtnant. Fra 1842 var han som adjungeret Jacob Fibiger lærer i artilleri ved højskolen, indtil han 1845 ved en kgl. resolution sammen med F. Læssøe pludselig afskedigedes fra lærerposten som følge af deltagelse i de yngre læreres opposition mod de ældres overgreb; han påtog sig dog efter indtrængende opfordring at fortsætte undervisningen indtil 1848, da han fik kaptajns kar. (uden anc), kort efter blev kaptajn II og deltog i krigen. Fra 1851 begyndte han som medlem af artilleri- og konstruktionskommissionen den teoretisk-praktiske virksomhed der skaffede han navn som "lærd" artillerist, en af artillerivåbenets mest fortjente officerer. 1853 blev han kaptajn I og chef-konstruktør ved artilleribrigaden og udarbejdede herefter en række skrifter om skydningens teori, bl.a. den betydningsfulde Balistiske Tabeller for de danske Projectiler, 1857 samt, efter at have været udsendt til krigsskuepladsen på Krim, Betragtninger over Sebastopols Belejring. I de følgende to årtier ledede de J. her hjemme de højst betydningsfulde overgange fra glatløbet til riflet (forlade-)skyts og dernæst fra forlade- til bagladeskyts. Dels ved udboring og rifling af ældre glat skyts, dels ved indkøb i Sverige af nyt, der oprifledes her hjemme, var man ved jævnt arbejde, så vidt de bevilgede pengemidler strakte til, nået til at batterierne ved begyndelsen af krigen 1864 havde nyt feltskyts og de befæstede stillinger et antal sværere pjecer efter fransk system. Hermed fortsatte man under krigen og nåede "en efter Forholdene ikke ganske ringe Forsyning af riflet Skyts". Samtidig var infanteriets gamle glatte geværer blevet forsynet med rifling, så at de var nogenlunde på højde med tiden. – 1860 havde de J. fået majors kar., 1863 blev han virkelig major. I stillingen ved Dannevirke var han til tjeneste i artillerigeneralen M. Lüttichaus stab, blev derefter i Dybbølstillingen stabschef hos den højstkommanderende artilleriofficer, fra marts selv højstkommanderende. Efter Dybbøls fald var han højstkommanderende artilleriofficer på Als indtil våbenhvilen skulle indtræde da han, meget mod overkommandoens ønske, kaldtes til Kbh. for at genoptage virksomheden som konstruktør. Da der under krigen såvel i rigsdagen som udenfor rejstes skarp kritik af artilleriets tilstand i sammenligning med fjendernes, tog de J. 1865 som en af de nærmeste dertil til orde i et lille skrift Bemærkninger om det danske Arlillerie samt om dets Deeltagelse i Krigen 1864. Foruden disse mangesidige, indgående arbejder for landartilleriet deltog de J. i udarbejdelsen af planerne til udvidelse af Kbh.s søbefæstning, og marinen benyttede hans indsigt ved forskellige skydeforsøg. 1865 blev han oberstløjtnant, kommandør for artilleristaben, og straks efter, ved de to gamle generaler Lüttichaus og W. N. Ulstrups afgang, beordredes han til indtil videre at overtage forretningerne som chef for artilleriet og som overtøjmester og kommandør for tøjetaten, og endnu s.å. blev han oberst og chef for det samlede artilleri, n.å. generalmajor, ved hærloven af 1867 general og ved flådelovens gennemførelse 1868 også generalinspektør for søartilleriet. – Fra 1870 til sin død var de J. medlem af landstinget for Kbh., valgt af højre i 1. kreds, de J. var medlem af forsvarskommission af 1866. Han var mere sagligt end egentlig politisk interesseret i forhandlingerne i tinget, deltog flittigt i behandlingen af finanslovene, men navnlig og i stærkt stigende grad i behandlingen af militære spørgsmål, særlig diskussionerne om forbedringer i hærloven af 1867. Belært af erfaringerne fra det sidste afsnit af krigen 1864 var han overbevist om nødvendigheden af på forhånd at koncentrere Danmarks forsvar om Sjælland, navnlig Kbh. der burde befæstes stærkt såvel fra land- som fra søsiden. Han var velvilligt stemt over for nogen forøgelse af flåden, men mente alligevel at dennes udsigter over for den hurtigt voksende tyske flåde var meget ringe, og at både dens og hærens chancer for at hindre fjendtlig landgang på Sjælland kun var små. Disse standpunkter som han hævdede i mådeholdne, nøgterne indlæg, bragte ham i stærk modsætning til flådens repræsentanter på rigsdagen, de J. var en stille, tilbageholdende, fordringsløs mand der snarest gjorde indtryk af en vis forlegenhed (A. F. Krieger karakteriserer ham som naiv); men samtidig en fast karakter, mandig og ærekær, præget af usædvanlig liberalitet og uhildethed i anskuelser; et pligtmenneske og en brændende fædrelandsven. 1871–73 sad han i overbestyrelsen for de danske skytteforeninger.