Hanne Budtz, Olga Johanne Budtz, 21.9.1915-5.3.2004, advokat, politiker. Hanne Budtz blev student 1933 fra Nykøbing F. og cand. jur. 1939. Efter et år som sagførerfuldmægtig i Nyk. F. blev hun sekretær i patent- og varemærkedirektoratet, derefter 1942-45 i direktoratet for vareforsyning; 1945 fik hun bestalling som sagfører og virkede 1947-90 som landsretssagfører. 1959-69 og siden 1975 havde hun off. og beneficerede sager og iøvrigt speciale i familieretlige sager og ejendomssager. I mange år var Hanne Budtz ved siden af sin advokatvirksomhed stærkt optaget af offentligt virke. Hun var landsformand for Dansk kvindesamfund 1951-56, konservativt medlem af folketinget (østre storkreds) 1953-73 og af dettes præsidium 1968-73. 1958-64 og 1974-78 var hun medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse og 1959-68 af radiorådet og dettes programudvalg. Desuden var hun formand for det konservative folkepartis kvindeudvalg 1964-74, derefter fortsat medlem af partiets hovedbestyrelse, 1969-74 statsrevisor, iøvrigt mangeårigt medlem af bestyrelsen for Dansk Folkeforsikringsanstalt A/S, derefter af bestyrelsen for Assurance-Cpmpagniet Baltica-Skandinavia A/S.

Det har været karakteristisk for Hanne Budtzs indsats både som advokat og på skiftende tillidsposter at hun altid i kampen for sine synspunkter bevarede det rolige overblik, var alsidigt orienteret og grundigt forberedt. Hun tog ofte markante standpunkter. Da hun efter ni år som konsulent for Danmarks radio (Kvindernes eftermiddagsprogram) blev partivalgt medlem af radioens ledelse kæmpede hun bl.a. for at give den moderne dramatik en mere fremtrædende placering og for transmission af boksekampe og kritiserede en række udsendelser for antiamerikansk indstilling. I folketinget var hun ordfører for en lang række juridiske sager, teater-, biograf- og radiolove, gik fx ind for legalisering af "piratsenderen" Radio Mercur. Som formand for Dansk kvindesamfund gik hun stærkt ind for kvindelige tjenestemænds lønmæssige ligestilling med mandlige. I mange år deltog hun aktivt i interparlamentarisk arbejde.

Familie

Hanne Budtz er født i Maribo, begravet på Maribo kirkegård.

Forældre: garvermester Carl Peter Poulsen (1873-1946) og Anne Kirstine Elisabeth Bramsen (1881-1968). Gift 23.8.1945 i Maribo med ingeniør Otto Johan B., født 23.10.1890 i Kbh., død 6.6.1972 sst., s. af intendant Bertel Christian B. (1847-1918) og Vilhelmine (Ville) Arnoldine Krarup (1854-1924).

Udnævnelser

R. 1965. R.1 1971.

Ikonografi

Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen, 1973-74 (Amalienborg). Foto (Kgl. bibl., statsrevisoratet).

Bibliografi

Berl. aft. 26.10.1963, Ålborg stiftstid. 15.5.1966, Weekendavisen 24.12.1975 (interviews).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig