Hans Arbien, 5.1.1713-4.12.1766, maler. Født i Kristiania, død i Kbh., begravet sst. (Nic. kgd.). A. må have fået sin første uddannelse i Kristiania, måske i Sverige. Hans ældste portrætter, af konferensråd P. Vogt og hustru (norsk privateje), er signerede 1733. Senere søgte han uddannelse sydpå, var 1736 i Kbh. og omtales samme år som "skildrer" hos gehejmeråd Iver Rosenkrantz. Maj 1741 fik han kgl. rejsepas til udlandet (portræt af præsten C. J. Heise i Hamburg s. å.) Ved denne tid må han have malet det billede af Frederik V som ung der hang i den Liechtensteinske samling i Wien (nu på Fr.borg), og som blev stukket af Th. Burford i London. 1745 blev han C. G. Pilos efterfølger som ridsemester for landkadetterne og modtog 1749 betaling af en af hofkasserne for et portræt; s.å. er de to portrætter på Fr.borg af F. C. Rosenkrantz og hustru, f. Reedtz, daterede. 1748–50 nævnes han i prinsesse Louises regnskaber for portrætarbejder. 1754 konkurrerede han desuden for akademiet om og indstilledes som nr. 1 til pladsen som skrive- og ridsemester for pagerne; n.å. konkurrerede han med Peder Als om guldmedaljen, men uden held. Foruden billederne i Norge og på Fr.borg kendes et miniatureportræt af en fyrstelig officer, og på Fr.borg tillægger man ham desuden portrætreplikkerne af F. C. Rosenkrantz og hustru, af lensgreve Knuth og den senere overhofmesterinde Louise von Plessen. A. er i sin tekniske behandling af malerierne tydelig påvirket af svenske malere: de klare farver, den emaljeagtige overfladebehandling og den ret indgående detaljering af stoffernes mønster. Hans karakteristik af modellerne er fast og præcis, stundom med en vis finhed, men ret formel og konventionel.

Familie

Forældre: købmand og vandinspektør Peter Erichsøn A. fra Arboga (1674–1733) og Johanna Holm (1685–1721). Gift 8.4.1750 i Kbh. (Helligg.) med Charlotte Amalie Ertmann, døbt 28.11.1703 i Kbh. (Holmens), død tidligst 1763, senest 1766 (gift 1. gang med kgl. kok Mathias Witthusen, død 1749), d. af smedesvend Peter E. (ca. 1665–1711) og Kirsten Mogensdatter. – Bror til Magnus Gustavus A.

Bibliografi

Norsk kunsthist. II, 1927 141. O. Andrup: Fr.borgs nyerhvervelser, 1925. Pers. hist. t.2.r. V, 1890 181; 3.r. II, 1893 18–22. C. W. Schnitler: Malerkunsten i Norge i 18. årh., 1920 33. Chr. Elling: Rokokoens portrætmaleri, 1935 23f 84 fig. 19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig