Hans, f. 1825

Hans, f. 1825, oprindelig Johan, 5.12.1825-7.5.1911, prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Født på Gottorp slot, død i Det gule palæ, Kbh., begravet i Roskilde domk. I sin opvækst levede H. næsten udelukkende på familieslottene i hertugdømmerne: Gottorp, Louisenlund, Glüksborg og Kiel; hans opdragelse var helt tysk. Efter Christian VIIIs ønske indtrådte han 1842 som infanteriløjtnant i den preussiske hær. 1844-46 studerede han i Bonn, blev 1847 ansat ved garderdragonerne og deltog 1848-49 som frivillig i den slesvigholstenske hærs kamp mod Danmark. Efter at hans bror, prins Christian, var blevet dansk tronfølger bosatte H. sig 1854 i Kbh.; sin stilling som preussisk officer beholdt han formelt indtil 1864 da han blev dansk oberstløjtnant, 1865 blev han oberst, 1867 generalmajor, men gjorde aldrig aktiv tjeneste. 1894 blev han ordenskansler, og han var kongens repræsentant i bestyrelsen for Rosenborgsamlingen; i øvrigt trådte han aldrig i noget forhold til offentligheden. 1864 optrådte han et par gange som broderens befuldmægtigede under den "Plessenske Episode" (se Otto v. Plessen) maj-juni og kort efter på sendefærd til Leopold I af Belgien for at opnå hans mellemkomst til gunst for Danmark. Marts-nov. 1867 forestod han regentskabet i Grækenland under kong Georgs fraværelse. – Lidet kendt i videre kredse levede H. en privatmands stilfærdige liv. På grund af sin stilling under den slesvig-holstenske konflikt havde han fået sin rigelige andel af den nye kongefamilies upopularitet i borgerskabet, og hans beskedne, taktfulde væsen blev snarest anledning til at fremkalde en overfladisk mening om ham som typen på en indskrænket "Serenissimus". Han sluttede sig imidlertid med oprigtig loyalitet til sit nye fædreland, og efterhånden blev det indtryk han gjorde på dem der virkelig lærte ham at kende, også bestemmende for den almindelige dom over ham, ligesom det er blevet bestemmende for hans eftermæle. Det venskabs- og tillidsforhold hvori han stod ikke blot til sin danske slægt, først og fremmest til Christian IX, men til en række andre fyrstelige personer inden- og udenlands, således til kong Edward VII, dyrkede han med fin og sympatisk menneskeforståelse; han var rådgiver og mellemled under mangfoldige forhold. Uden at eje større original begavelse var han selvstændigt og sundt dømmende, og selv om hans meninger om den historiske udvikling han havde oplevet, i mangt og meget måtte betinges af familiesynspunktet, var han for frisindet og overskuende til at blive ensidig; af provisoriepolitikken var han ingen ven, og endog om Kbh.s befæstning var hans skøn ikke det gængse i hans kreds. Sin historiske interesse plejede han med utrættelig omhu og flid, støttet på en nøjagtig hukommelse.

Han udarbejdede en slægtshistorie, til hvilken skildringen af stamfaderen, hertug Hans den Yngre, danner en udførlig indledning, og han førte sine personlige erindringer ned til 1885. I disse der hviler på delvis tilintetgjorte dagbøger og breve er hovedsagen naturligvis hans værdifulde medviden i sin samtids store hændelser, navnlig alt hvad der drejer sig om Glüksborg-husets stilling. Udgivet er kun uddrag i Hans Majestæt Kong Chr. IXs Forældre, 1918 (genudg. 1943).