Hans-Jørgen Nielsen, døbt Hans Jørgen Nielsen, 23.6.1941-15.4.1991, forfatter. Hans-Jørgen Nielsen voksede op på Amager, men flyttede i trettenårsalderen med forældrene til Nivå. 1956 tog han realeksamen fra Helsingør gymnasium og havde derefter forskellige jobs inden han begyndte på Akademisk kursus hvorfra han blev student 1961. Samme år publicerede han sit første digt i tidsskriftet Hvedekorn. 1963 begyndte han at læse dansk og litteraturhistorie på Københavns universitet, men blev mere og mere optaget af tidens aktuelle litteratur. Hans første publikation var en gendigtning af korte japanske haikudigte i Haiku, 1963 der gjorde overgangen til tidens konkretistiske digtning naturlig hvilket kom til udtryk i digtsamlingerne at det at, 1965, konstateringer, 1966, output, 1967 og fra luften i munden, 1968. 1964-65 deltog hen i redaktionen af Digte for en Daler, 1965-66 af Dansk Musiktidsskrift, 1967-68 af tidsskrifterne ta' og ta'Box samtidig med at han var medlem af Den eksperimenterende kunstskole. I forbindelse hermed deltog han i forskellige happenings.

Jævnsides med disse aktiviteter har han fungeret som litteraturanmelder, 1964-67 ved Ekstra Bladet, siden ved Information. 1968, i ungdomsoprørets år, udgav han en samling essays under titlen Nielsen og den hvide verden hvor han lancerede begrebet attituderelativisme, dvs. at mennesket er uden entydig identitet men opløst af punktuelle jeg'er, spiller et rollespil. Snart efter vendte han sig til den marxistiske filosofi, bl.a. i bogen Diletariatets proktatur, 1969, samt i en række bidrag til tidens samfundsmæssige og kunstteoretiske debat i tidsskrifter som Hug! og Politisk Revy. Udover politiske emner beskæftigede han sig her med et bredt spektrum af tidens fænomener, såsom beat- og punkmusik, mode, trivialkunst og sport. Fiktionen dyrkede Jørgen Nielsen bl.a. i den eksperimenterende bog Den mand der kalder sig Alvard, 1970 som han selv kalder "et kværnende sprog-psykodrama". Efter "dokumentariet" Oprøret i Kronstadt, 1972 og digtet Modersmålets pris, 1973, fulgte en pause i forfatterskabet der først blev genoptaget 1979 med romanen Fodboldenglen der er en selvransagende beskrivelse af krisen i den danske venstrefløj. Bogen er blevet ovesat til adskillige sprog.

Hans sidste bog blev Den fraktale boogie : et essay om naturvidenskaben og den nye kulturdebat, 1991. Verden i stykker, 1992 er en samling af rejseessays udigivet posthumt.

Jørgen Nielsen varn på én gang en kritisk og igangsættende samfundsdebattør der uden at tabe sin selvstændighed formåede at leve sig ind i flere af tidens strømninger.

Familie

Hans-Jørgen Nielsen blev født i Herlufmagle; begravet på Holmens kirkegård, København.

Forældre: lærer, senere forstander Kaj Emanuel Nielsen (1910– 81) og Elna Jensen (født 1914). Gift 1. gang 1962 med Karen Føge Jensen. Ægteskabet opløst 1967. Gift 2. gang 18.8.1976 i København (b.v.) med cand.mag. Paula Tatjana Ørum, født 15.5.1945 i Gentofte (Maglegård), d. af civilingeniør Palle Peter Ørum (født 1915) og Marina Leliva Piletski (født 1916).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig