Hans Dreier

Hans Dreier, Hans Dreyer, 1572-3.1.1653, billedsnider. Født i Eckernførde, død i Oksenvad, begravet sst. Efter sine forældres tidlige død kom D. fra 1586 syv år i lære hos Eckernførdesnedkeren Ciriac Dirichsen (Dirkes), rejste siden på håndværket i Tyskland, gjorde mesterstykke i Lübeck og bosatte sig i Segeberg. Her kom han i forbindelse med Gert Rantzau for hvem han arbejdede både i Holsten og på Silkeborg, og sikkert på foranledning af denne flyttede han 1617 til Haderslev og blev kgl. hofbilledsnider på slottet. Denne værdighed gav ham dog kun få opgaver, og heller ikke fra egnens kirker fik han søgning, men til gengæld modtog han mange bestillinger fra danske adelige, så han kom til at føre et omflakkende liv på jyske og fynske herregårde. I hans 80. år bevægede hans søn ham endelig til at slå sig til ro i sin præstegård i Oksenvad hvor han snart efter døde. Den levnedsskildring der er trykt i den af sønnen bekostede ligprædiken giver D. en særstilling blandt samtidens billedskærere som hans udførte arbejder ikke alene kunne have sikret ham. D. repræsenterer overgangen mellem senrenæssance og bruskbarok. Samtidig er hans værker præget af forkærlighed for en detaljerig overfladebehandling der røber en afhængighed af Eckernførdeskolen. Dette mærkes stærkt i hans hovedværk, det rige inventar i slotskapellet på Holckenhavn, hvor han arbejdede syv år for fru Ellen Marsvin, men hvor han dog ikke har udført selve prædikestolen. Hans møbler er repræsenterede på Nationalmuseet, Fr.borg, Kronborg samt i Ålborg, Haderslev og Ribe museer.

Familie

Forældre: købmand, brygger Peter D. og Margrete Tape. Gift 1 . gang 1602 med Catharina Kruse, død 1614. Gift 2. gang 1616 med Anna Martens, død 18.9. 1659.

Bibliografi

Peter J. Wandal: Predigt bey Leichbegängnis H. D. 1653, Rostock u.å. (jfr. Fra arkiv og museum V 1914 358-65 m. uddrag heraf). O. Rydbeck: Två markliga konstnärer, Sth. 1918 110. Carsten Petersen i Sønderjydske årbøger, 1927 213-48. Willers Jessen: Hans Gudewerth und die Eckernforder Bildschnitzerschule, Eckernförde 1931 52-75. Chr. Axel Jensen i Fra nationalmuseets arbejdsmark, 1931 1-10. H. Madsen i Kunst IV, 1956-57 19-22.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig