Hans Ernst Krøyer

Hans Ernst Krøyer, 31.1.1798-24.3.1879, komponist. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). K. blev student 1815 fra Borgerdydskolen i Kbh. og tog n.å. filologisk-filosofisk eksamen uden senere at fortsætte sine studier. Hans musikalske interesser opslugte ham helt, og han forstod at gøre brug af sine evner i de omgivelser – især studenterkredse – hvor han færdedes. I Kbh. havde man på den tid først for nylig stiftet bekendtskab med mandskorsangen, og særlig et tysk "Qvintchordium"s besøg 1819 satte liv i sagen. Man dannede qvartchordier, mandskvartetter – allerede parodieret af J. L. Heiberg i Aprilsnarrene – og K. blev medlem af en sådan kvartet hvis øvrige medlemmer var skuespilleren Chr. N. Rosenkilde, digteren Chr. Winther og romanisten, den senere notarius publicus N. C. L. Abrahams. I denne kreds passede K. fortræffeligt ind ved sit tørre lune, men da især ved de sange han skrev for dette ensemble, og hvoraf mange har holdt sig til vore dage. Der er nogle meget indtagende stykker der imellem, fx Her under Nathimlens rolige Skygge der blev sunget ved det gilde i regensgården 5.6.1820 der gav stødet til studenterforeningens stiftelse, endvidere Muser har Glæden, Druen kær og den lystige De første Prygl, vi i Skolen fik. Næsten alle K.s sange er fra 20erne, også hans berømteste sang til Oehlenschlägers tekst Der er et yndigt land der fra mødet på Skamlingsbanken 1844 kan datere sig som nationalsang ved siden af Ewald-Kuhlaus kongesang. Flere af hans melodier gik over i vaudeviller og syngespil som fx den til Oehlenschlägers Velkommen i din Ungdoms Lund (studenternes velkomstsang til prins Christian Frederik (VIII) og prinsesse Caroline Amalie på Sorgenfri 1822) som C. Hostrup benytter i Genboerne til Idenne Vinter har vi ha't. Foruden sangene foreligger trykt et hefte Sex Valtse med nogle melodiøse danse. K.s nydelige talent for den følsomme romance burde have skænket os langt flere kompositioner end det gjorde. Hans lyst til at komponere svandt hurtigt hen, og efter at han 1844 var blevet kantor ved slotskirken holdt han næsten helt op med at komponere. Den ensomme ungkarl trak sig tilbage fra sine venner, plagedes af sygelighed og mistede sin ungdoms humør. Men til det sidste bevarede han sin hjælpsomhed over for fattige og trængende.

Familie

Forældre: bogholder og kasserer ved pram- og stenførerinteressentskabet Bernt Hansen K. (1773–1839) og Johanne Margrete Schrøder (1774–1813). Ugift. – Bror til Henrik K.

Udnævnelser

R. 1869.

Bibliografi

Nic. Bøgh: Chr. Winther I-III. 1893–1901. Arthur Abrahams: Minder fra mine forældres hus, 1894 68–71. Julie Sødring: Erindr. I-II. 1894–95 (ny udg. 1951). H. C. A. Lund: Studenterforen.s hist. 1820–70 I, 1896 103 272f 411. Studenter-sangforen. gennem 100 år, red. C. Bratli, 1939.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig