Hans Hendrik

Hans Hendrik, grønl.: Suersaq, 1834-11.8.1889, grønlandsk polarforsker. Født i Fiskenæsset, Sydgrønland, død i Godhavn, Nordgrønland. H. voksede op som fanger og måtte ved faderens tidlige død forsørge sin mor og tre mindre søskende. Han var præget af den alvorlige herrnhutiske fromhed og havde også gennem missionen lært at læse og skrive. 1853 tog han ansættelse som jæger og hundekusk hos den amerikanske forsker E. K. Kane under dennes ekspedition til det norligste Grønland for at lede efter J. Franklin. Heroppe traf han den også i Grønland ukendte stamme af polareskimoer. Han studerede ivrigt deres livsform, fortalte dem om den øvrige verden og om kristendommen – og fungerede som mægler og forbindelsesled mellem dem og ekspeditionen. Ved sin jagt reddede han ekspeditionen gennem vinteren trods sult og skørbug og gennemførte med en amerikaner en forskningsrejse til 80° 10' n.br., længere mod nord end nogen anden forsker da havde været. En ø, Hans Island, i dette område blev da også opkaldt efter ham. Da ekspeditionen rejste hjem, blev H. i fem år blandt polareskimoerne og giftede sig med en pige i stammen. 1860 kom en ny ekspedition under dr. J. J. Hayes til Thule, og H. deltog igen i arbejdet indtil han på sydrejsen stod af i Upernavik og blev der ti år i handelens tjeneste som matros. 1871 passerede Francis Hall's ekspedition med skibet "Polaris" Upernavik, og H. tog sin familie med ombord til Thuleegnen hvor de sammen med ialt 19 mennesker forlod skibet under en voldsom isskruning og ikke siden kunne få forbindelse med det. De drev på en vældig isflage mod syd okt. 1872 til april 1873. Flagen skrumpede ind til næsten ingenting og alene H. og en anden eskimo holdt med deres fangst liv i de nødstedte der omsider blev samlet op af en hvalfanger nord for New Foundland efter at have drevet mere end 2.000 km; denne bedrift hører til polarforskningens største og mest eventyrlige præstationer. Skibet tog dem med til USA hvor de vakte stor opsigt og overvintrede, indtil H. og hans familie 1874 rejste tilbage til Grønland, først til Godhavn og senere til Upernavik. Endnu to gange var H. med ekspeditioner som lods og kendtmand: 1875 med G. S. Nares hvor H. og hans fæller igen nåede længere mod nord end nogen ekspedition før dem, til 83° 20' n.br., og 1883 med A. G. Nathorst. Under opholdet i Godhavn nedskrev H. sine erindringer som H. Rink oversatte til engelsk og hans kone til dansk. Dermed blev H. den første grønlænder der nedskrev et egentligt litterært værk, præget af hans enkle og ukunstlede væsen og hele eskimoiske livsopfattelse. Men. H. var pionér på flere andre områder. Som den første knyttede han forbindelsen mellem polareskimoerne og de øvrige grønlændere og ydede en værdifuld etnografisk indsats gennem sine beskrivelser af disse nordlige landsmænd. Også som forsker har han ydet en helt afgørende indsats for gennemførelsen af den række af ekspeditioner der kortlagde Grønlands nordvestligste kyst, både som jæger, lods, tolk og polarkyndig.