Hans Jørgen Lembourn

Hans Jørgen Lembourn, 26.3.1923-28.8.1997, forfatter. Hans Jørgen Lembourn blev student 1941 fra Statens og hovedstadskommunernes kursus, tog 1943 afgangseksamen fra handelshøjskolen og blev 1951 cand.polit. fra Københavns universitet. Forinden havde han arbejdet som journalist, debuterede 1950 med romanen Sandhedens forbandelse, og engageret sig politisk. Hans virke samlede sig derefter om et skønlitterært forfatterskab og et praktisk politisk arbejde.

Forfatterskabets første tre bøger havde indbyrdes sammenhæng og direkte relation til efterkrigstidens politiske klima. Debutbogen der tog sit udgangspunkt i forfatterens egne oplevelser som krigskorrespondent for Information i den græske borgerkrig karakteriserede det enkelte menneske som foruroliget humanist over for ideologiens og troens kompakte overbevisning. Denne valgets uro fortsattes i Der kommer en dag, 1952 hvor, ifølge bogens motto "selv en apostel griber sværdet". At revolten som valg, dvs. det aktive engagement over for tidens neutrale humanisme, virkelig nyttede vistes i den vanskelige roman Hotel Styx, 1954. Trods kærlighedens og livets umulighed i den totale krigs århundrede mundede værket ud i den holdning at sjælen, håbet og lidenskaben ikke kan ihjel-slås af andre end én selv. Samtidig med at Hans Jørgen Lembourn på omfattende journalistiske rejser orienterede sig i efterkrigstidens verden – hvoraf direkte de journalistisk-politiske værker Hvide mand, hvad nu?, 1955 om Afrika og Enerens oprør, 1958 om Amerika samt Umådelige menneske, 1964 om Østen udsprang – opbyggede han sin betydelige trilogi om besættelsestidens Danmark: Ved daggry, 1956, Hold fastere om mig, 1962 og Nu er det forår, 1963. Trilogien suppleredes i 1970 med romanen Det korte liv, den lange død. Grundlaget for dette værk om besættelsen var lagt allerede i 1952 med Hans Jørgen Lembourns måske mest vellykkede enkeltværk, romanen Se dig ikke tilbage. Som sidestykke til Sigurd Hoels "Møde ved milepælen" tegnedes besættelsestiden med perspektivet fremad: dens ungdoms kamp for selv at blive en ny slægt både i opgør med invasionsmagten og den hjemlige defaitisme. Som en videreudvikling af dette tema er erindringskapitlerne En smuk tur langs Strandvejen, 1980 hvor den unge frihedskæmpers modstandere er de danske medløbere og defaitister snarere end det er tyskerne.

På overgangen mellem forfatterskab og politik udfoldede Hans Jørgen Lembourn i perioden 1950–80 en meget omfattende journalistisk virksomhed der viste den intellektuelle politikers søgen efter livsholdning som grundlag for politik: først vendt mod kulturradikalismens blindhed for det enkelte individs værdi, senere mod den materielle velfærds unødvendige alliance med konformismen. Grænsende til det ustyrlige i stilen blev nogle humoristiske romankommentarer til: Candideparafrasen Grev Frederik eller Den bedste af alle verdener, 1958 og Balladen om Frederik, Johannes og mig, 1969.

Politisk var Hans Jørgen Lembourn i sit udgangspunkt præget af J. Christmas Møller og det konservative folkepartis omsving fra højre til et "stort, klasseløst centrumsparti". Hans Jørgen Lembourns politiske filosofi blev "liberal-konservatismen", og i 60erne blev han denne politiske retnings talsmand, bl.a. ved At være sin egen herre, 1960, Een/mange, 1967 og Plant et æbletræ, 1973. Denne aktive, rationalistisk-uideologiske konservatisme passede godt til partiets politik i disse år til og med 1970 hvor Hans Jørgen Lembourn i store træk skrev partiets partiprogram for det kommende tiår som centrumsparti. Hans Jørgen Lembourn var konservativt medlem af folketinget fra 1964, og sad i bl.a. finansudvalget, skole- og uddannelsesudvalget, forskningsudvalget, miljø- og kulturudvalget, samt eksternt i Amnesty International's parlamentarikergruppe, Grækenlands-komiteen og Grønlandsrådet. Da det konservative parti i 70erne – hvor Hans Jørgen Lembourn dog fik svunget partiet til sammen med socialdemokratiet at gennemføre den af ham selv prægede miljølovgivning – trykkedes til højre ved opkomsten af mere rabiate venstre- og højreradikale partidannelser, trykkedes han ud af partiet i 1976 og forsøgte forgæves at etablere et liberalt konservativt parti "de moderate". Hans Jørgen Lembourns hovedopgave blev herefter formandskabet i Dansk forfatterforening (1971-81) hvortil han 1978 blev sekretær i det nydannede Dansk kunstnerråd; denne post beklædte han til 1987. Fra forfatterskabet skal i disse år nævnes (de eventuelle) erindringsbilleder fra mødet med Marilyn Monroe: 40 dage med Marilyn, 1977. Senere fulgte de selvbiografiske romaner: Op lille Hans, 1981, Pas på, lille Hans, 1982, Videre lille Hans, 1983 og Slå på tromme, lille Hans, 1983

Politisk nærmede han sig socialdemokratiet. Forvaltningen af kunstnernes rettigheder havde da for Hans Jørgen Lembourn forsonliggjort kulturpolitik som princip hvormed man materielt kunne understøtte det frie kulturudtryks vilkår i et materielt og ufrit orienteret samfund.