Hans Lauremberg

Hans Lauremberg, Hans Willumsen Lauremberg, 26.2.1590-28.2.1658, digter, matematiker, kartograf. Født i Rostock, død i Sorø, begravet i Sorø k. L. blev indskrevet ved universitetet i Rostock 1605, tog 1610 magistergraden og rejste derefter til Holland og England hvorfra han 1613 kom til Frankrig. Her opholdt han sig flere år og opnåede 1616 at blive kreeret medicinsk doktor i Rheims; også Italien besøgte han. Hans hovedinteresser synes imidlertid at have ligget inden for humanistiske og matematiske studier. 1618 blev han kaldt hjem til et professorat i latinsk poesi i Rostock hvor han udgav en ordbog over forældede latinske ord 1622 og optrådte som forfatter af et par mindre værker om matematiske emner. Fra samme tid stammer også hans topografiske beskrivelse af Graeeia antiqua der er affattet på græsk og forsynet med 31 kortplancher (ms. i Det kgl. bibl., udg. 1660 i latinsk oversættelse af Sam. Pufendorf; fransk udg. 1661). Hans beskæftigelse med landmåling og korttegning, der endnu var en ung videnskab, gav sig tillige praktisk udslag i udfærdigelsen af en korttavle over Mecklenburg (tr. hos Janssonius, og hos Blaeus) og over Rostock og omegn. I et brev fra ham til Holger Rosenkrantz (1574–1642) fra 1622 opfordrede han denne, muligvis med tanke på sig selv, til at foranledige Danmark kortlagt, og det synes at have været medvirkende årsag til at L. 1623 kaldedes til professor i matematik og ingeniørvidenskab ved det senere s.å. oprettede adelige akademi i Sorø. I denne stilling, som han beholdt resten af sit liv, udgav han flere arbejder over aritmetik og algebra samt landmåling, holdt i åndfuldt sprog og med anekdotiske digressioner, og med sin Logarithmus seu canon numerorum. sinuum ac tangentium novus, 1628, indførte han brugen af de netop opfundne logaritmer herhjemme. Af en kgl. skrivelse fra begyndelsen af 1631 fremgår der at L. har påtaget sig med matematisk (omend ikke trigonometrisk) kunst at udføre en landtavle over Danmark. Han begyndte opmålingsarbejdet på Sjælland og omliggende øer, men skønt det i slutningen af 1630erne tilsyneladende var så vidt fremskredent at der kunne forhandles med kobberstikker om trykning af omkring 150 tavler, kendes af hans kartografiske virksomhed i Danmark nu kun det antikvariske detailkort over Ringstedegnen som Ole Worm 1643 offentliggjorde i sit runeværk og som var et udsnit af en større helhed. 1645 fik L. en kongelig næse for at lade arbejdet trække i langdrag, og 1647 var det slut med tålmodigheden, og hvervet overdroges til Johannes Mejer. Er originalerne til L.s opmålinger og kort gået tabt, har undersøgelser imidlertid godtgjort at de Danmarkskort som 1644–62 kom på tryk i de hollandske kortudgivere Janssonius' og Blaeus' atlanter for Sjællands og Sydhavsøernes vedkommende med stor sandsynlighed går tilbage til et grundlag der er skabt af ham.

L. nød i Danmark godt ry som digter, skønt hans produktion ikke er omfattende. Mest kendt blev han for sine satirer og som forfatter til dels to festforestillinger i anledning af den udvalgte prins Christians overdådige bryllup 1634, dels et panegyrisk musikdrama af operakarakter der opførtes ved den senere kong Christian Vs hyldning 1655. Festspillene fra 1634 introducerede senrenæssancens mytologisk-allegoriske drama i Danmark og var ligesom det senere affattet på temmelig formelt højtysk men med indlagte, komiske bondeoptrin på L.s plattyske modersmål. 1636 udgav han en større Satyra på latinske heksametre hvori snerten rammer unge adeliges franskpåvirkede lyst til fægtning og lignende idræt fremfor boglig lærdom og åndelige sysler. Hans Veer Schertz Gedichle på plattyske aleksandrinere og først trykt i Kbh. 1652 udkom i talrige optryk og er det sidste betydelige digterværk på plattysk før dets genopståen som litteratursprog i 1800-tallet. Her er satiren, der undertiden er ganske grovkornet, rettet imod borgerstandens snobberi over for udlandets og især franske moder og manerer i sprog og livsførelse samt dens ringeagt for åndsarbejde; også ældre tiders digtekunst fremhæves, noget reaktionært, på bekostning af samtidens "luner". En dansk oversættelse af de Fire Skiæmpte Dicte blev trykt allerede s.å., ophavsmanden kendes ikke, men oversætteren har ikke været nok hjemme i det nedertyske til at kunne undgå en hel del forstyrrende fejl og misforståelser. I et ms. i Det kgl. bibliotek (Rostg. 237, 4° som har tilhørt en af L.s store beundrere Peder Syv) findes i afskrift et enligt eksempel på L. som dansk digter i form af et dansksproget bryllupsdigt fra 1656.