Hans Lindenov - kongelig embedsmand

Hans Lindenov, 25.3.1616-29.5.1659, rigsråd. Født på Gaunø, død i Kbh., begravet sst. (Nic. k.). L. blev hofjunker 1635 og n.å. kammerjunker. Kort i forvejen var han blevet trolovet med Elisabeth Augusta. Brylluppet fejredes tre år efter, og samtidig forlod han hoftjenesten og fik Kalundborg len. Maj 1640 optoges han i rigsrådet. Som medlem af dette sluttede han sig dog hverken nøje til Corfitz Ulfeldts eller Hannibal Sehesteds politik; men i alt fald fra den tid da Christians IVs adfærd over for Kirstine Munk ved hendes fængsling på Boller 1646 afgjort bragte de fleste af hans svigersønner i opposition til ham var det forbi med ethvert venskabeligt forhold mellem kongen og L. Han var 1645 mod krigens fortsættelse og skal i en ordstrid herom med prins Christian have mindet denne om, at han var "en af dem, som vælger kongen i Danmark". Dog fik han ved Hannibal Sehesteds bistand 1647 anvist en årlig pension af de norske indtægter. Under mellemregeringen efter Christian IVs død optrådte han ivrigt for anerkendelsen af kongens retsgyldige ægteskab med hans svigermor. Da svogerpartiets fald stundede til mistede han 1650 sin pension; men da Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt n.å. blev styrtet bøjede han sig for magten. Hans anseelse var imidlertid ganske forbi, han havde kun skyldt den sit ægteskab; dette betød nu intet og var tilmed ulykkeligt. Hvor hovedskylden lå er svært at sige. Han var ikke noget lys, grovkornet, skejede ud og blev mere og mere forgældet. Men hans "Lisebet" var en lidet elskelig kvinde og skånede ham hverken i tale, adfærd eller breve til slægt og venner. Med Kirstine Munk levede han i den værste kiv og strid, hun hadede ham på grund af de pengefordringer han stillede til hende, og fordi han virkede for sønnen Valdemar Christians udsoning med kongen. 1658 ombyttede han Kalundborg len med Skt. Knuds klosters i Odense, men opholdt sig under belejringen i Kbh. hvor han døde. - L. arvede efter faderen Iversnæs (nu Wedellsborg, Vends herred), Tybrind (sst.) som han 1653 solgte til svigermoderen, og sammen med broderen Jacob L. Gaunø (Hammer herred) og Søndergårde (Vends herred); 1657 overtog L. den sidste og afstod sin part i Gaunø. I Kalundborg opførte han Lindegården (som avlsgård); til byens kirke skænkede han 1650 en altertavle, skåret af Lorens Jørgensen i Holbæk.

Familie

Forældre: rigsråd Hans Johansen L. (1573-1642, gift 1. gang 1599 med Sophie Seefeldt, død 1601) og Lisbeth Sophie Rantzau (1587-1652). Gift 27.10.1639 på Kbh.s slot med Elisabeth Augusta, født 28.12.1623 på Kronborg, død 9.8.1677, d. af Christian IV (1577-1648) og Kirsten Munk (1598-1658). - Far til Sophie Amalie L.

Udnævnelser

R. 1648.

Ikonografi

Mal. af Abraham Wuchters (Gavnø).

Bibliografi

Breve i Pers. hist. t.3.r.V, 1896 271-80. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II-III, 1887-90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIs tid, udg. C. Rise Hansen I-11, 1959-75. Kancelliets brevbøger 1637-45, 1944-68. - S. Birket Smith i Danske saml. 2.r.II, 1872-73 301-26 (heri breve). Samme: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I, 1879.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig