Hans Nicolai Arctander, 25.2.1757-21.10.1837, amtmand. Født i Borge præstegæld i Norge, død i Fredensborg, begravet i Asminderød. A. blev korporal ved 2. smålenske infanteriregiment og gennemgik derefter den militære højskole i Kristiania, blev 1775 stykjunker ved artillerikorpset, udnævntes 1776 til sekondløjtnant, 1785 til premierløjtnant, sattes s.å. à la suite og fik 1790 kaptajns karakter. 1784 havde han fået bestalling som landmåler, blev 1785 landinspektør, og under sin virksomhed som sådan i Kronborg amt gjorde han forslag til Søborg søs udgravning, et foretagende der iværksattes 1794–99 og bragte staten betydelige indtægter. Denne lykkelige tanke blev udgangspunktet for A.s civile embedskarriere. 1792 blev han regiments-skriver i det frederiksborgske distrikt, tog definitiv afsked fra militærtjenesten og blev allerede 1796 kommitteret i rentekammeret, et usædvanligt avancement for en mand med A.s uddannelse. Men han gjorde god fyldest ved sin praktiske sans og sin sagkundskab i landbotekniske og matrikulære forhold og fik løn for sine fortjenester ved udnævnelsen til amtmand i Fr.borg amt 1805. N.å. blev han medlem af matrikulskommissionen. A. stod i det bedste forhold til amtets beboere og vidste i de trange år der oprandt inden han 1826 tog sin afsked på grund af svageligt helbred med små midler at skabe fordele for sit embedsdistrikt, bl.a. ved udviklingen af et for sin tid fortrinligt vejvæsen. A., som 1800 var udnævnt til justitsråd, fik ved sin afgang titel af konferensråd og sin fulde gage som amtmand i pension.

Familie

Forældre: kaptajn Poul Nielsen A. (1729–97) og Alette Kirstine Thaulov (1734–1813). Gift 13.6.1789 i Hillerød med Agnete Birgitte Brammer, døbt 27.7.1767 i Hillerød, død 29.3.1845 i Fredensborg, d. af amtsforvalter i Fr.borg og Kronborg amter Frederik Christian B. (1732–96) og Anne Plum (1743–1833).

Udnævnelser

R. 1810.

Ikonografi

Silhouet af Weitlandt (Kgl. bibl). Mal. af Hans Hansen, 1826 (?). Kopi af Vantore, 1927.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé, II, 1896 212; VI, 1903; IX, 1922 fl.st.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig