Harald Hess

Harald Hess, Harald Einar Hess, 15.9.1891-10.6.1969, civilingeniør. Født i Vejle (Skt. Nicolaj), død i Middelfart, begravet Vejle østre kgd. H. blev student fra Vejle gymnasium 1910 og begyndte derefter sin teoretiske uddannelse på Polyteknisk læreanstalt. Efter tre års studier her fortsatte han på Technische Hochschule i Hannover med specialstudier der imidlertid blev afbrudt ved første verdenskrigs udbrud. H. blev herefter ansat i den af faderen grundlagte jernstøberivirksomhed i Vejle. I de følgende år ledede han bl.a. opbygningen af fabrikkens nye emaljeværk og ved virksomhedens omdannelse til aktieselskab 1919 udnævntes han til direktør. I samarbejde med direktør Martin Sørensen (1875–1939) forestod han herefter den daglige ledelse af den store industrivirksomhed der havde specialiseret sig i fremstilling af ovne og kakkelovne og – fra begyndelsen af 1920erne – centralvarmeanlæg, og efter faderens død 1929 indtrådte han endvidere som formand i selskabets bestyrelse ligesom han blev direktør og bestyrelsesformand i den 1928 opkøbte kakkelovnsfabrik J. S. Hess & Søn i Middelfart. Under H.s mangeårige ledelse udviklede Vejlevirksomheden sig til at blive landets største ovnstøberi og desuden optoges i løbet af 1940erne produktion af en række andre artikler (stålvinduer, calorifereanlæg, storkøkkeninventar). 1963 trak H. sig tilbage som direktør og forlod tre år senere posten som bestyrelsesformand i selskaberne. I erhvervslivets og jernindustriens organisatoriske arbejde tog H. meget aktiv del. Han afløste 1922–65 faderen som bestyrelsesmedlem i Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i provinsen og sad desuden fra slutningen af 1930erne i bestyrelsen for Foreningen af danske jernstøberier og Foreningen af danske ovnstøberier. Hans interesser for funktionærspørgsmål bevirkede at han 1935 var medstifter af Foreningen af arbejdsgivere der beskæftiger handels- og kontormedhjælpere hvis første formand han var 1935–42. På lokalt plan var han blandt initiativtagerne til oprettelsen af Vejle erhvervsråd og sad nogle år i bestyrelsen for Vejle handelsstandsforening. Han var desuden med i ledelsen af flere industrivirksomheder, bl.a. A/S Østjydske Bryggerier i Århus.

H. var præget af en stilfærdig myndighed og et socialt engagement der kom til udtryk både over for virksomhedens medarbejdere og i hans virke som bestyrelsesformand for Friboligen for trængende, næringsdrivende borgere (1931–65). I politisk henseende var han konservativ og gennem en længere årrække med i ledelsen af den lokale vælgerforening. Hans nationale og historiske interesser førte desuden til at han 1932–65 var medlem af bestyrelsen for Historisk samfund for Vejle amt.

Familie

Forældre: fabrikant C. M. H. (1851–1929) og Emma F. M. Brincker (1854–1928). Gift 14.5.1927 i Kbh. (Kastelsk.) med Inger Marie Karsten, født 12.2.1900 i Kbh. (Skt. Jacob), død 24.2.1975 i Vejle (gift 1. gang ca. 1922–24 i USA med B. E. Harmer), d. af stadsingeniør Anthon Christian K. (1857–1931, gift 2. gang med Ellen Monrad, 1878–1957) og Dagmar Karen Lassen (1860–1915).

Udnævnelser

R. 1942.

Ikonografi

Buste af Gunnar Hammerich udst. 1941. Foto.

Bibliografi

Interview i Århus stiftstid. 19.9.1948. – Th. Thaulow: Fabrikejer C. M. Hess og hans slægt, 1951 148–57. Vejle amts folkebl. 11.6.1969. Tidsskr. for industri, s.å. 244. Aksel Rude i Vejle amts årbog, s.å. 155–57. – Virksomhedsark. i Erhvervsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig