Harald Kayser

Harald Kayser, Harald Hartvig Kayser, 6.3.1817-10.10.1895, tømrermester, politiker. Født i Kbh. (Petri), død sst., begravet på Frbg. K. følte sig gennem livet nøje knyttet til sit fødested i hjertet af den gamle by. Faderen havde siddet ret godt i det, men efterhånden lagde de dårlige tider et stærkt tryk over hjemmet med den store børneflok. K. var indstillet på nøjsomhed og flid da han fjorten år gammel kom i tømrerlære. 1835 blev K. svend. Hans ældre bror, C. J. H. K., havde rådet ham til at uddanne sig ved studier. K. skaffede sig undervisning i matematik og nåede så vidt at han 1837 kunne tage adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt. Han ophørte nu at arbejde som svend, ernærede sig ved at manuducere i matematik og tegning og blev 1842 polyteknisk kandidat. For en tid tog han derefter ophold i Norge hvor han 1842–43 vikarierede som lærer ved Kristiania tegneskoles bygningsklasse. Efter hjemkomsten til Danmark 1843 var K. den første hvem Det tekniske institut ved sin oprettelse sikrede sig som lærer. Her underviste han i tegning og holdt foredrag over matematik.

Det var K.s ønske at blive tømrermester. Han opnåede det først efter megen vanskelighed fra lavets side da han ikke mente sig nødsaget til at aflægge den lavsmæssige prøve. Ved kgl. resolution af 1830 var der givet Polyteknisk læreanstalt tilsagn om at dens kandidater ved ansøgning til kancelliet kunne få borgerskab på næringsbevis uden at underkaste sig de sædvanlige lavsmæssige prøver – blot skulle de aflægge prøve på håndfærdighed. 1843 ansøgte K. kancelliet om at blive tømrermester og møllebygger uden at gøre mesterstykke, alene i henhold til sin polytekniske eksamen og uden prøve i håndfærdighed. Han fandt heri støtte hos Polyteknisk læreanstalt der gav ham attest for at han i enhver henseende besad de kundskaber og den færdighed man kunne fordre hos en tømrermester og møllebygger. Tømmerlavets oldermand betegnede det i en erklæring som det tilrådeligste at K. aflagde de anordnede prøver. K. henviste nu til den kgl. resolution af 1830 og tilbød at underkaste sig den heri omtalte ikke-lavsmæssige prøve. 11.2.1845 forelå der attest for at K.s besvarelse var taget gyldig, og 22. s.m. meddeltes der ham borgerskab som tømrermester i lavet. Imidlertid havde K. opgjort sit mellemværende med dette i et anonymt skrift 1844, Om de nuværende Mesterprøver ved Haandværkslaugene. Han hævdede heri at den specielle mesterprøve aldeles ikke godtgjorde vedkommendes dygtighed som håndværker i det hele, endnu mindre hans evner som arbejdsleder, og at de udgifter der var forbundet med mesterprøven var ganske uoverkommelige for den allerstørste del af håndværkssvendene. Derfor var der i hans eget fag 1839 kun 22 mestre, men 427 svende. K. gjorde i dette stridsskrift ikke alene op med lavet, men overhovedet med lavsvæsenet. Den hele langstrakte episode er såre karakteristisk for tilstandene forud for næringsfrihedens indførelse og for K.s personlighed. Kun nødtvungent åbnede Kbh.s tømmerlav sig for ham 1845. Da han 50 år senere fejrede sit borgerjubilæum, optog det ham som æresmedlem.

1848 blev han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation, formand for Industriforeningen og medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Ved valget til denne sidste stod han som nationalliberal kandidat, men anbefaledes også af Venstres valgreformforening. Han stillede sig ikke ved de efterfølgende rigsdagsvalg. Den kommunale virksomhed var ham langt mere tiltrækkende end den politiske. Han var formand i borgerrepræsentationen 1863–73 og næstformand 1875– 94, bortset fra en kort periode 1884–85 da han varetog formandshvervet. Han ledede forsamlingen med myndighed og takt, og hans store praktiske dygtighed var til megen nytte, særlig ved behandlingen af byggelovene. Gennem en årrække øvede han en ubegrænset indflydelse inden for kommunalbestyrelsen. Alt gik i grunden efter hans vilje, og det var i mange måder til gavn for byen. K. var ikke af dem der gik på eventyr. Han ville have fast grund under fødderne, og han vidste besked med mangfoldige ting. Men lejlighedsvis holdt han utvivlsomt igen hvor et hurtigere tempo havde været til gavn for udviklingen. – 1854 henvendte Det nationalliberale parti sig til ham, og han repræsenterede derefter gennem ti år Christianshavn i folketinget hvor han 1857 stemte for næringsloven. 1871 blev han kongevalgt medlem af landstinget; han trådte tilbage få dage før sin død. I sin folketingsperiode var han næsten til stadighed medlem af finansudvalget, og i landstinget indtog han en tid den ene af næstformandsposterne. K.s formandskab i Industriforeningen strakte sig over årene 1848–51 og 1853–57. Senere var han næstformand 1857–63. Han bevarede stadig sin interesse for ungdommens undervisning. Da Industriforeningen 1847 nedsatte et udvalg for søndagsundervisning af unge håndværkere blev han dets formand. 1859 delegerede indenrigsministeriet ham til medlem af bestyrelsen for Teknisk institut hvor han var formand 1872–74. 1876 afløstes instituttet af Det tekniske selskabs skole. Her var K. næstformand 1876–82, og i sidste halvdel af dette tidsrum fungerede han faktisk som formand. K. nød blandt sine medborgere en tillid der gav ham meget at bestille. Han samlede ikke på tillidshverv, men han måtte påtage sig mange. Tit er det dog fremhævet at han gav et hverv fra sig når det blev ham klart at den pågældende opgave ikke rigtig lå for ham. Der blev nok tilbage endda. Ud over det før omtalte var han bl.a. medlem af Frederiks hospitals direktion, 1873–82, medstifter af og 1864–93 kontrolkommitteret i Nye danske Brandforsikringsselskab, direktør i Kbh.s Brandforsikring fra 1885, borgerlig værge for Vor frue kirke fra 1889 og medlem af bestyrelserne for Kbh.s understøttelsesforening, Kbh.s Handelsbank, Nørrebros Sporvejsselskab, Fængselsselskabet og Efterslægtselskabets skole. For den sønderjyske sag viste han stor interesse. Mest kendt i den store offentlighed var han for sin virksomhed i borgerrepræsentationen, men her havde han jo også, som det er blevet sagt om ham, deltaget i de fleste afgørelser "siden den tid, da Kbh. sov ved tranlygteskæret og vægtervagten". K. var solid og retsindig, rolig og besindig, utrættelig i sin virksomhed. En ganske enestående arbejdsomhed var hans personligheds særmærke. Han havde selv en stor forretning, men i øvrigt var arbejdet i borgerrepræsentationen noget at det der optog ham mest. Han var ikke nogen fremragende taler, kunne virke lidt tør, men hans ord gjorde indtryk i kraft af deres klarhed og hans velunderbyggede argumenter. Han ønskede ingen titel, ville blot være tømrermester K. – En søn, Olaf Vilhelm Kayser, født 18.6.1856, død 19.10.1925, blev student 1873, 1880 cand. polyt. og uddannede sig derefter som tømrer. 1883 tog han borgerskab og indtrådte i faderens forretning. 1909–21 var han oldermand for Kbh.s tømmerlav og 1913–25 bygningskyndig direktør i Kbh.s brandforsikring. 1920–24 var han erhvervspartiets repræsentant i folketinget. R. 1913. DM. 1915.