Harald Olsen

Artikelstart

Harald Olsen, Harald Peter Olsen, f. 9.3.1921, museumsinspektør. Harald Olsen blev student 1939 (Nykøbing F.), mag.art. i kunsthistorie ved Kbh.s univ. 1948, fil.lic. 1954 ved Uppsala univ. og fil.dr. sst. 1955. Han var periodisk tilknyttet Thorvaldsens museum 1945-48, studerede ved Scuola Normale Superiore i Pisa 1948-49 og var inspektør ved Statens museum for kunst 1949-83, konstitueret overinspektør 1978-79. 1957-66 var han tilsynsførende ved malerisamlingen på Kronborg.

Under sine talrige rejser i Europa, bl.a. Paris og Rom 1946-47, og USA studerede Harald Olsen primært Italiens kunst fra 1400-1700-tallet, men fik samtidig et udstrakt kendskab til andre landes og perioders kunst, også den helt moderne.

Harald Olsens litterære produktion er omfattende. Hans disputats, Federico Barocci. A Critical Study in Italian Cinquecento Painting kom i Uppsala 1955 (eng. udg., Kbh. 1961) og betragtes stadig som hovedværket om Barocci. 1961 korn Italian Painting and Sculpture in Denmark, 1971 (da. og eng. udg.) Urbino. Harald Olsen var medarbejder ved Weilbachs Kunstnerleksikon, 3. udg. og ved Kunstmuseets Aarsskrift hvor han bl.a. skrev om Elias Meyer (1946-47), Tintorettos nadverfremstillinger (1948-49), Rubens og Cigoli (1950) m.v. 1963 skrev han i den nye, danske udg. af Dante Alighieris Den guddommelige Komedie om illustratorerne, var 1965-66 medredaktør af kunsttidsskriftet Artes og var endvidere medarbejder ved andre danske og udenlandske tidsskrifter. Han leverede bidrag til Atti della VI Biennale della Marca e della Studio Firmano (Fermo, 1965) og Atti Convegno de Studi su Corrado Giaquinto (Molfetta, 1971). 1980 kom Harald Olsens katalog I-II over kunstmuseets ældre udenlandske skulptur. Harald Olsen var generalkommissær for udstillingen Pittori danesi a Roma nell' ottocento (Palazzo Braschi, Rom 1977) som 1977/78 vistes på Statens museum for kunst, og medlem af komiteen for den 16. europæiske kunstudstilling (Medici-udstillingen) under Europarådets auspicier 1978-80.

Harald Olsen var medlem af det svenske institut i Rom 1946-47, af Accademia Raffaello, Urbino 1964, af kunstmuseets indkøbsudvalg fra 1975 (periodisk) og af Instituto Marchigiano, Acc. di Scienze, Lettere ed Arti, Ancona 1979. Tildelt Ny Carlsbergfondets stipendium til Italien og Grækenland 1958 og Carl Jacobsens museumsmandslegat 1963.

Familie

Harald Olsen er født i Guldborg L., Majbølle sogn.

Forældre: bagermester Kristian Peter Olaf O. (1891-1955) og sygeplejerske Dagmar Johanne Nielsen (1893-1983).

Ikonografi

Mal. af Ingolf Røjbæk, 1965. Foto.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig