Hartman Beeken, 1.10.1743-17.6.1781, billedhugger. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Nic). B. besøgte kunstakademiet 1758–65, mens M. T. Le Clerc og J. F. J. Saly var professorer i billedhuggerkunst og påvirkedes navnlig stærkt af sidstnævnte. 1764 fik han den lille og 1765 den store guldmedalje og derefter 1768 akademiets rejsestipendium for seks år. Han rejste først til Paris hvor han i juli 1769 blev indskrevet ved akademiet, anbefalet af C. N. Cochin, og opholdt sig der i det mindste året 1770 ud. Derefter drog han til Rom hvor han forblev i syv år, to og et halvt år ud over sin stipendietid. Fra Rom leverede B. ornamenttegninger hjem til kunstakademiet og var meget virksom som portrættegner hvorom en række tegninger – navnlig forestillende damer – som han efter sin hjemkomst udstillede på Salonen 1778 er et vidnesbyrd.

Endelig udførte han under opholdet en række modellerede skitser. I Rom omgikkes han Nicolai Abildgaard og J. T. Sergel af hvilke den sidste har spillet en stor rolle for ham. Flere af de smågrupper som B. efter sin hjemkomst modellerede for porcelænsfabrikken er ikke tænkelige uden kendskab til Sergels kunst. Det gælder navnlig statuetterne af Adam og Eva (brændt ler, Statens museum for kunst) samt Venus og Adonis eller Anchises (gips, Den kgl. porcelænsfabrik) der begge muligvis er udført allerede i Rom. Efter at være vendt hjem 1777 blev B. agreeret ved akademiet, men nåede aldrig at præsentere sit medlemsarbejde; han blev de sidste år meget benyttet som portrætbilledhugger. Beskednere fordringer tilfredsstillede han ved små blyants- og rødkridtstegninger, men den største betydning fik han dog gennem en række buster af tidens kendte mænd. Hans karakteristik af disse er skarp, undertiden maliciøs, men oftest dog med en sympatisk understrøm. Højest når han sikkert i busten af Johannes Ewald, men ved siden af denne må nævnes busterne af Otto Thott, Hielmstierne, Wiedewelt, Chr. J. Berger og arveprins Frederik som de betydeligste. På kunstakademiet fandtes tidligere buster af hertug Ferdinand af Braunschweig og Luxdorph, men de er forsvundet. Desuden har B. udført nogle allegoriske barnebuster, små pibelersportrætter af kongefamiliens medlemmer samt nogle smågrupper og figurer til Den kgl. porcelænsfabrik. Ved sin død efterlod B. under arbejde en stor marmorbuste af kong Frederik V, bestilt af enkedronning Juliane Marie. Den fuldførtes under J. Wiedewelts opsyn af dennes elev C. F. Kindgreen og står nu i Botanisk haves væksthus. Ved B.s pludselige død blev en meget lovende kunstnerbane afbrudt. Som elev af Saly og det franske akademi står han som den franske klassicismes eneste betydelige danskfødte repræsentant, og hans småskitser vidner om at han hvis større opgaver med årene var blevet ham overdraget sikkert ville have skaffet sig en fremragende position.

Familie

Forældre: skomager Johan Peter B. (1714–55) og Barbara Marie Hansdatter Bang (død 1792). Ugift.

Ikonografi

Karikatur af Sergel (Nationalmuseum, Stockholm).

Bibliografi

G. Nygaard: Ewald portrætter, 1919 20 45. V. P. Christensen i Kunstmuseets årsskr. 1919, 1920 109–11. V. Thorlacius-Ussing sst. 1929–31, 1931 244–52. V. P. Christensen: Danish porcelain and its artists in the 18th century i The Connoisseur, 1922. L. Réau: Histoire de l'expansion de l'art français, Pays scandinaves, 1931 274f. L. Swane i Danske tegninger, 1945 64f. V. Thorlacius-Ussing: Reventlowmuseet Pederstrup, 1971 130.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig