Hartvig Høcken, d. 2.4.1595, godsejer. Begravet i Lidemark k. H. tjente i den usædvanlig lange årrække 1554–72 som hofjunker; som sådan gjorde han under syvårskrigen tjeneste både til lands og til vands. Ved sit ægteskab kom han i besiddelse af en lille herregård på Køgeegnen, Tågerød, og her synes han at have levet i fred og ro resten af sine dage, bortset fra de afbrydelser som fulgte af kongelige indbydelser til bryllupper eller andre festligheder eller til at ledsage kongen udenlands. Len fik han aldrig. Som godsejer har han, vistnok ganske med urette, fået et meget dårligt eftermæle.Et sagn, som kendes i adskillige varianter vil vide at han ved sin skytte lod sin sognepræst skyde ihjel samme dag præsten ved altergangen havde bebrejdet ham hans letfærdige liv, og mordet skal oven i købet have fundet sted da præsten var på vej hjem fra Tågerød, hvor han havde været H.s gæst. Den faste kerne i denne fortælling er efter de ældste og bedste overleveringer at dømme præstens navn (Jakob Pedersen) og årstallet 1566 eller 1565. Hvis imidlertid herremanden på Tågerød overhovedet har haft med sagen at gøre – og samtidige kilder har vi ingen af-, så var det i hvert fald næppe H. Hans hoftjeneste gør det usandsynligt at han kan have giftet sig før 1572; derimod ved vi med sikkerhed at svigerfaderen døde på Tågerød 1570. Hertil kommer endelig at den onde herremand i en af de ældste gengivelser af historien ikke hedder H., men Christopher Rosengaard. Selv om her fornavnet er fejlagtigt, er dog slægtsnavnet rimeligvis det rette. I så fald er altså H. uskyldig i den forbrydelse sagnet så længe har tillagt ham.

Familie

Forældre: Jesper H. og Drude (?) Meinstorf. Gift senest 1574 med Alhed Rosengaard som levede endnu 3.3.1607, d. af Claus R. til Tågerød (død 1570) og Margrethe Skave (død 1593).

Ikonografi

Relief på ligsten (Lidemark k.).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XV, 1898 237; XXIX, 1912 394. A. Petersen: Vallø og omegn, 1877.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig