Heinrich Jacob Aldenrath, 17.2.1775-25.2.1844, maler, litograf. Født i Lübeck, død i Hamburg. A. kom tidligt i lære hos landskabsmaleren J. J. Tischbein. Da F. C. Gröger kom til Lübeck sluttede han sig nær til denne maler og synes at have fulgt ham 1789 da han ville fuldende sin uddannelse ved Akademiet i Berlin, hvorefter de slog sig sammen for hele livet. A. var i de første år Grögers elev, men virkede sidenhen som hans faste medarbejder i Lübeck, hvor de 1803 fik fælles atelier, 1806–09 i Slesvig-Holsten og Kiel, hvor Frederik VI holdt hof og fra ca. 1816 til sin død i Hamburg. Sammen med Gröger foretog A. desuden studierejser til Dresden 1798 og Paris 1802. Endelig opholdt de to portrætmalere sig i København 1809, ca. 1812–16 og for A.s vedkommende muligvis også ca. 1820. Udover enkelte olieportrætter har A. malet en række miniaturer der for en dels vedkommende kopierer arbejder af Gröger. A. er i sine miniaturer dog ofte mere afdæmpet og tilbageholdende i farveholdning og personkarakteristik end Gröger. Arbejder af A. findes på Statens museum for kunst, Kunstindustrimuseet, Fr.borg, Gavnø og Jægerspris, på museerne i Hamburg, Lübeck og Kiel, samt privateje. A. har desuden sammen med Gröger udført en stor række anselige portrætlitografier, mest af nordtyskere og holstenere der hører til det bedste, som inden for dette felt er præsteret uden for Frankrig. De to kunstnere som var meget nøje knyttede til hinanden, arbejdede intenst sammen, og det kan i visse tilfælde være vanskeligt at fastslå hvem af dem der var den egentlige ophavsmand til et værk. Gröger synes dog at have været den førende af de to. Blandt A.s og Grögers elever var malerne Johs. Møller og T. C. Lübbers.

Familie

Forældre: guldtrådsfabrikant Mathäus Daniel A. (1745–1813) og Sophia Margaretha Elisabeth Balck (1751–1826). Ugift.

Ikonografi

F. C. Gröger har udført en række portr. af A.: Tegn. 1795–96, mal. ca. 1800 (Mus. für Kunst und Kulturgeschichte, Lübeck), dobbeltportr. med Gröger, ca. 1802 (Mus. Behnhaus, Lübeck), forarbejde til større mal. ca. 1802 (Kunsthalle, Hamburg), mal. ca. 1812 (Altonaer Mus.), gentagelse 1812 (Kunsthalle, Hamburg), litograferet af C. W. Wohlien samt kopi af T. C. Lübbers, ca. 1818, mal., litograferet af Gröger selv, 1820; mal. 1835.

Bibliografi

Lensbaron Hans Berner Schilden-Holstens slægtebog II, 1, 1955 432 503f. J. Sthyr: Dansk grafik 1800–1910, 1949 68 (fot.optr. 1970). L. Martius: Die schleswig-holsteinische Malerei im 19. Jahrh., 1956 77f 80f 135. P. Wilberg-Vignau i Der Wagen, 1969 117–20. Samme: Der Maler Friedrich Carl Gröger, 1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig