Heinrich Johannes Krebs

Heinrich Johannes Krebs, 16.5.1742-18.5.1804, officer, matematiker. Født i Faretoft i Sydslesvig, død i Kbh. (Fred. ty.), begravet sst. (Fred. ty.). Faderen forberedte selv K. til teologisk studium. Men da han 1760 var kommet til gymnasiet i Altona, kastede han sig bl.a. over studiet af matematik. Dette fag studerede han derpå et år (1764–65) i Göttingen under A. G. Kästner og uddannede sig desuden i militære og civile bygningsfag. 1766 kom han til Kbh. og blev artillerikadet. N.å. blev han først vejkonduktør, derpå sekondløjtnant reformé. 1768 blev han lærer i ren og anvendt matematik ved den udvidede undervisning for artillerikadetter, og da dette institut ved W. v. Huths energiske bestræbelser fik kgl. stadfæstelse, beholdt K. denne lærerstilling som han bevarede til 1803; fra 1771 var han desuden lærer ved landkadetkorpset. 1773 avancerede han til premierløjtnant, blev 1787 stabskaptajn, 1798 major à la suite. 1792 blev han medlem af Videnskabernes selskab. K. har for sin undervisning udarbejdet et sammenhængende system af lærebøger, efter tidens skik på tysk: Anfangsgründe der reinen Mathematik, I Arithmetik, 1777, II Geometrie, 1778 (2. udg. 1792–94), Anfangsgründe der höheren Geometrie, 1799 og Anfangsgründe der Mechanik, I Statik, 1802 (de to sidste er oversat til dansk af F. W. H. Mourier og K.s søn, F. W. Krebs). K. har også udgivet nogle krigsvidenskabelige afhandlinger. Hans undervisning bidrog til betydeligt at hæve niveauet ikke alene ved militærskolerne, men også ud over landet. Om end adskilligt kan kritiseres fra et moderne synspunkt, forelå dog her en sammenhængende fremstilling fra elementerne frem til keglesnitslæren.

Familie

Forældre: sognepræst Cai Diderik K. (1705–63) og Anne Christine Riese. Gift 27.1.1773 i Kbh. (Petri) med Christiane Sophie v. Bracht, født 5.9.1745 i Kbh. (Petri), død 10.1.1818 sst. (Fred. ty.), d. af hoflakerer Frederik Christian v. B. (ca. 1720–59) og Dorothea Elisabeth Leitloff (1729–82).

Udnævnelser

Tit. professor 1776.

Ikonografi

Maleri.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig