Heinrich Wolff

Heinrich Wolff, Heinrich Wilhelm Wolff, 1712-25.1.1786, keramiker. Død i Slesvig. W. kom til fajencefabrikken i St. Kongensgade i Kbh. 1726, men om hans tidligere liv og virke vides intet, ejheller om hans herkomst. Han må have begyndt som læredreng 1726, kun ca. 14 år gammel; 1736 da hans første barn blev døbt 31.3. i Nicolaj kirke, betegnes han porcelænsmagersvénd, og han har også været drejer. 1743 boede han med sin hustru og fire børn i St. Kongensgade, matr.nr. 122, ved den daværende prinsesse Charlotte Amalies have hvor nu Marmorkirken ligger. Efter at fabrikkens ledende fajencemester, Johan Pfau, 1749 blev fordrevet fra sin stilling af den kommende eneejer, Christian Gierløf, blev W. fajencemester i Pfaus sted og virkede som sådan til 1752 da også han blev offer for Gierløfs sygelige forfølgelse. W. fik senere ansættelse hos sin tidligere mester Pfau ved jordlaboreringen på Blåtårn-fabrikken hvor man anstillede forsøg med forskellige lerarter, især fra Jylland, for at finde brugbar "Porcelainsjord". Gierløf anlagde sag mod W. for at have forladt sin plads i utide, men det faktum at den bøde W. 10.10.1753 idømtes blev betalt af kongens kasse kunne tyde på at man allerede da var klar over Gierløfs utilregnelighed og uvederhæftighed. Efter Pfaus død i oktober 1752 ansattes W. som mester ved jordlaboreringen i hans sted med sin næstældste søn Peder Wolff som medhjælper. Meget tyder på at W. også var mester ved den kgl. ovnfabrik på Blåtårn (muligvis blev de drevet under ét), for da denne nedlagdes 1754 ansøgte Jacob Fortling i Kastrup Frederik V om at "Blaataarnfabrikens Leder, Heinrich Wolff såvel som fabrikkens forme, glasurer og øvrige materiel måtte overlades ham til hans fajencefabrik der da var under opførelse. W. og hans søn kom således til Kastrup i november 1754, og deres løn, fire rdl. og fem mark om ugen, udredtes fremdeles af kongens kasse. W. ansattes som ledende fajencemester og har især været en dygtig modellør og former, mens de glasur- og farvetekniske spørgsmål sorterede under den fra Strasbourg indkaldte porcelænsmaler og farvelaborant Johann Georg Richter. Efter Fortlings død i sommeren 1761 fortsatte W. på fabrikken indtil efteråret 1764 da Peter Hoffnagel sikrede sig hans dygtige arbejdskraft og gjorde ham til leder af den netop grundlagte Østerbro-fabrik, "Fabriken uden Østerport". Efter dennes ophør 1769 blev W. leder af Pålsjö-fabrikken ved Helsingborg indtil man her indstillede driften 1774. De næste fire år er W.s virke ukendt indtil han 1778 nævnes som fajencefabrikant i Kbh., men allerede året efter arbejdede han som modellør og drejer ved Slesvig-fabrikken. Her har han formentlig virket sine sidste år. W.s omskiftelige liv er typisk for tiden og hans profession. Der var rift om fajencemagerne, og de nystartede fabrikker søgte at sikre sig de bedste og dygtigste mestre og arbejdere. W. var således med fra begyndelsen både i St. Kongensgade (Skandinaviens første fajencefabrik), i Kastrup og på Østerbro. "Porcelænsmagere" var i høj kurs, og hvert land vogtede nidkært over sine dyrt erhvervede fabrikationshemmeligheder. -W.s dygtighed som modellør og drejer har sat sit præg på produktionen ved de forskellige fabrikker hvor han var ansat i sit mere end 50-årige virke som fajencemager. Særlig tydeligt ses hans evner for modellerfaget dog i Kastrup-fabrikkens fajencer der regnedes – og stadig regnes -for periodens bedste. Dette ry havde W. utvivlsomt sin ikke ringe andel i. Han var i Fortlings periode, 1755-61, fabrikkens leder sammen med J. G. Richter fra Hannong-fabrikken i Strasbourg, og sammen skabte de landets såvel håndværksmæsigt som kunstnerisk fineste fajencer. Dette samarbejde kommer især til udtryk i Kastrups fornemste bordservice, det muffelbrændte, polycrome stel med "rosenmønstret", med dets udsøgte kombination af en fint modelleret form og et særdeles dygtigt maler- og glasererarbejde, samt i de store opsatsvaser med deres dristigt udformede reliefdekorationer i rokokoens asymmetri. Ingen samtidig europæisk fabrik kunne gøre det bedre.