Helge Holstener-Jørgensen, 10.12.1924-23.7.2010, afdelingsleder. Helge Holstener-Jørgensen blev forstkandidat 1949 og året efter videnskabelig assistent ved Statens forstlige forsøgsvæsen hvor hans forskningsområde blev skovjorden. 1962 blev han dr.agro. på afhandlingen Undersøgelse af træarts- og aldersindflydelsen på grundvandstanden i skovtræbevoksninger på Bregentved, 1961. Ligesom mange andre af hans afhandlinger blev disputatsen publiceret i Meddelelser fra statens forstlige forsøgsvæsen hvor han blev udnævnt til afdelingsleder 1962 med ansvar for institutionens jordbundsforskning. Foruden til det nævnte skrift skrev Helge Holstener-Jørgensen mange afhandlinger til andre danske og til udenlandske forstvidenskabelige skrifter om skovjordens hydrologi, fysik, kemi, biologi, herunder om problemer vedr. gødskning i skov.Han fortsatte som afdeelingsleder til 1992.

Helge Holstener-Jørgensen foretog studie- og kongresrejser i Mellemeuropa, Vesttyskland, Rumænien, Sovjetunionen, USA, og han opholdt sig i New Zealand 1967-68 som special senior research fellow. 1973-74 vikarierede han i professoratet i skovdyrkning ved landbohøjskolen. Helge Holstener-Jørgensens videnskabelige kvalifikationer medførte at han fik sæde i bestyrelser og råd vedr. videnskabelige institutioner: statens jordbrugs- og veterinærvidenskabelige forskningsråd 1973-81, planlægningsrådet for forskningen 1978-81, Det kgl. landhusholdningsselskabs akademiråd 1979-89, som formand fra 1982, Naturfredningsrådet 1980-81, optaget i Det kgl. danske videnskabernes selskab 1980, 1983 medlem af det kgl. svenske akademi for land- og skovbrug og formand for den danske sektion af Nordiske jordbrugsforskere 1983-87 og for dens centralstyre 1984-88.

Familie

Helge Holstener-Jørgensen blev født i Kraghave, Tingsted sogn.

Forældre: landmand Edgon Magnus Holstener Jørgensen (1897-1979) og Eva Meyer Nielsen (1899-1975). Gift 16.7.1949 i Tårs med Agnete Buemann, født 28.4.1924 i Nykøbing F., d. af overtandlæge Anton Christian B. (1894-1991) og tandlæge Petra Agnes Lutzhøft Christensen (1895-1983).

Udnævnelser

R.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig