Helge Topsøe-Jensen

Helge Topsøe-Jensen, Helge Gottlieb Topsøe-Jensen, 15.12.1896-19.12.1976, litteraturhistoriker, bibliotekar. Født i Kbh, død sst., begravet på Ass. kgd., Birkerød. T.-J. blev student 1914 fra Metropolitanskolen og mag.art i almindelig litteraturhistorie 1920. Efter studieophold i Paris 1920–21 ansattes han 1921 som underbibliotekar ved Statsbiblioteket i Århus. Han tog livligt del i byens åndelige røre, var bl.a. sekretær i Jydsk forening for historie og sprog 1923–27 og medarbejder, 1924–26 teateranmelder ved Aarhuus Stiftstidende. Med magisterafhandlingen Schiller og Oehlenschläger (Edda XV-XVI, 1921) fik han sin egentlige debut som litteraturhistorisk forfatter. Fra Århustiden stammer to afhandlinger om Ludvig Holberg (Holberg Aarbog 1921 og 1924) samt tobindsudgaven af Vilh. Topsøes Udvalgte Skrifter (1923) s.m. Vilh. Andersen og den samvittighedsfulde oversigt over den skandinaviske litteraturs historie efter 1870 der, oprindelig skrevet til serien Elsevier's Algemeene bibliotheek i Amsterdam (1926) fremkom som selvstændig bog på dansk (1928) og i amerikansk oversættelse (1929, optr. 1971). – 1927 forflyttedes T.-J. til Kbh. som underbibliotekar, senere bibliotekar ved Det kgl. bibliotek; 1938–47 var han medudgiver af Dansk Bogfortegnelse, 1930–38 lærer ved Statens biblioteksskole og 1947–65 leder af universitetsbibliotekets 1. afdeling. Allerede i Århustiden havde T.-J. for Holbergselskabet begyndt en Oehlenschlägerudgave i fem bind der nu afsluttedes: Oehlenschläger: Poetiske Skrifter, 1926–30. Til de fortrinlige indledninger og kommentarer slutter sig afhandlingen Oehlenschlägers "Helge" (Danske Studier XXVI, 1929), ny i sit grundsyn og væsentlig, T.-J.s ypperste præstation i den lille afhandlings form. Samarbejdet med Paul V. Rubow på H. C. Andersenbindet til Gyldendals Bibliotek (XLI, 1929) førte T.-J. ind på det studieområde der i de følgende år helt skulle fange ham og give hans forfatterskab vækst i format og betydning. 1930 blev det overdraget ham at tilrettelægge Det danske sprog- og litteraturselskabs udgave af H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, der i samarbejde med bibliotekar Chr. Behrend udkom 1933–57 i seks bind, hvoraf det digre bind med kommentarerne og registerbindet der indeholder indledningen til hele udgaven var udarbejdet af T.-J. Som en slags forløber var kommet H. C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860–75, 1932, og en afslutning på brevudgaven danner H. C. Andersen paa Holsteinborg (Anderseniana V-VI 1938). Skridt for skridt var T.-J. ført ind mod det centrale værk i Andersens forfatierskab, hans selvbiografi som forskningen stadig havde bygget på, men kun diskuteret stykkevis, aldrig taget op til kritisk prøvelse fra grunden. I afhandlingen om Mit Livs Eventyr i Festskrift til Vilh. Andersen, 1934, har T.-J. udkastet planen til en monografi i tre bind om H. C. Andersen som selvbiograf, og 1940 udsendte han midterbindet af denne undersøgelse med titlen Mit e'.;et Eventyr uden Digtning. En Studie over H. C. Andersen som Selvbiograf, for hvilken han erhvervede doktorgraden. 1943 kom første del, Omkring Levnedsbogen, og tredje bind skulle efter phmen behandle selve Mit Livs Eventyr. Hertil sluder sig tekstudgaver af alle tre selvbiografier (1942, 1951, 1962).

Med brevudgaverne, der suppleredes af brevvekslingen med Jonas Collin d.æ. (1945–48), Henriette Wulff (1959) og Carl B. Lorck (1969) og studierne over selvbiografien har T.-J. givet H. C. Andersenforskningen et nyt solidt fundament at bygge på, og selv har han, især i disputatsen, vist en indtrængende forståelse af den store eventyrdigters sammensatte væsen. T.-J. fortsatte med kommenterede udgivelser af Andersens romaner. (At være eller ikke være og Lykke-Peer, 1944), rejsebøger (En Digters Bazar, 1943, Romerske Dagbøger, 1947, s.m. Paul V. Rubow, ny udg. 1980 med titlen H. C. Andersens Rom med dennes egne illustrationer) og Digte (1966 i og med talrige enkeltstudier over digterens liv og værker: H. C. Andersens eget Eventyr i Billeder, 1952 (s.m. Sv. Larsen) og H. C. Andersen pei Glorup, 1965; en stor del samledes i H. C. Andersen og andre studier (festskrift til hans 70-årsdag 1966), Buket til Andersen, 1971 (om 25 af eventvrene) og Vintergrønt, 1976. Kronen på dette livslange studium var hans medvirken ved udgaven af Andersens dagbøger (I–XI, 1971–77), ikke mindst tilvejebringelsen af de afsluttende store registerbind som han alene udarbejdede. Denne udgivelse blev som så mange af de øvrige publiceret af Det danske sprog- og litteraturselskab hvor han havde været medlem siden 1931 og virksom formand 1948–71. Desuden var han flerårig formand for H. C. Andersen-samfundet i Odense og medredaktør af Anderseniana fra 1947. S.m. Sv. Larsen redigerede han H. C. Andersen. Mennesket og digteren (1955, også udg. som Anderseniana 2.r.III). T.-J. var en elsker af revyviser, og hans sans for visen gav sig udslag i et mindeudvalg efter Viggo Barfoeds død (Ærbødigst. Udvalgte Viser og Vers 1919–48, 1949). Hans øvrige interesser afspejles af hans mangeårige bestyrelsespost i Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie og sekretærhvervet i Kammermusikforeningen (selv var han en habil klaverspiller med forkærlighed for klassisk musik). Han medarbejdede ved foreningens jubilæumsskrift 1868–1968. T.-J. var medarbejder ved Dansk biografisk Leksikon 2. udg. og nåede at ajourføre artiklen om H. C. Andersen til 3. udg.

T.-J. var udgået fra et kbh.sk embedsmandshjem og havde fra dette modtaget en naturlig pietetsfølelse over for kulturtraditionen, men denne pietet var forbundet med en i sin tilsyneladende uskyldighed meget temperamentsfuld og sprælsk skepsis. Stadig dybere gravede han sig ned i biblioteks- og arkivforskning, men som Vald. Vedels discipel glemte han aldrig de litteraturhistoriske og litteraturkritiske synspunkter der giver mængden af detaljer holdning og perspektiv. – Medlem af Videnskabernes selskab 1953 og af Kungl. humanistiska vetenskaps-samfundet i Lund 1968. Han blev tildelt Holbergmedaljen 1953, H. C. Andersen-legatet 1958, H. C. Andersen-prisen 1963 og H. C. Andersen-samfundets ekstraordinære hæderspris 1976.