Hellembert, d. 31.5.1343, biskop i Slesvig. Død i Lübeck, begravet i Catharina k. sst. H. (Helmbrecht) de Visbeke (Fischbek), tysk af herkomst, var scholasticus i Bremen og kannik i Hamburg da han 1331 ved provision blev udnævnt til biskop af Slesvig. Pave Johannes XXII havde 1330 reserveret sig besættelsen af dette embede med henblik på de urolige forhold i stiftet under grev Gerhards (Gerts) regimente, sagtens også med henblik på det finansielle udbytte der flød af provisionerne som netop under denne pave var i stærk udvikling. Samtidig med udnævnelsen fik H. kvittering for en større sum han havde ydet paven til hjælp under kampene i Italien mod kættere og oprørere. En vis sammenhæng mellem udnævnelsen og denne ydelse kan man ikke se bort fra. Grev Gert ønskede at hans bror Giselbert (Gieselbrecht) skulle være biskop og lagde H. alle hindringer i vejen. 1332 kom det dog til et forlig ifølge hvilket H. måtte frikøbe bispestolens borge som greven holdt besat. 13.12.1332 har H. udstedt et brev fra bispeborgen Svavsted. Hos domkapitlet hvis medlemmer siden 1325 overvejende var tyskere fandt han ikke støtte. Man var utilfreds med at bispestolen var blevet besat ved provision hvilket aldrig før var sket i Slesvig stift. 1339 sendte dets medlemmer en alvorlig klage til Rom: H. havde ødt kirkens gods til frænder og venner, havde presset penge ud af stiftets præster og var rejst bort overladende alt i grev Gerts og Giselberts hænder. Utilfredsheden med H. skyldtes hans totale eftergivenhed over for grev Gerts undertrykkelse af kirken. Uden mod og mandshjerte, hedder det, havde han givet efter for greven og indsat hans bror Giselbert som sin vikar. Svækket af en hjerneblødning anmodede han 1342 om at måtte nedlægge sit embede. Han opholdt sig på dette tidspunkt i Lübeck. Til sin efterfølger udbad han sig den lübske kannik Heinrich Warendorp, Slesvigs biskop 1343 til 1351. Efter dennes død undgik domkapitlet den pavelige reservation ved omgående at gøre en af sine egne kanniker, Niels (eller Claus) Brun, til biskop. Stenen over H.s grav i Catharina kirke eksisterer ikke mere, men et kalkmaleri fra 1300-tallet er bevaret der fremstiller ham side om side med to andre bisper der også var begravet her.

Bibliografi

Chroniken der niedersüchs. Städte. Lübeck I, Lpz. 1884 = Chroniken der deutschen Städte XIX 496f. Diplomatarium Danicum 2.r.X-3.r.I, 1948–60. – Die Bauund Kunstdenkmäler der Freien und Hansestadt Lubeck, udg. Johs. Baltzer m.fl. IV, Lübeck 1928 77f 134. H. V. Gregersen: Plattysk i Sønderjylland, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig