Helvig

Helvig, d. .1374, dronning. Død i Esrum kloster, begravet sst. H. og hendes bror Valdemar var kun små børn da deres far døde (1325). Da hendes bror hertug Valdemar i slutningen af 1330erne følte sig trykket af sin morbrors, grev Gerhards (Gerts), overmagt og derfor nærmede sig til sin frænde den unge junker Valdemar, Christoffer IIs søn, førte underhandlingerne til at der aftaltes ægteskab mellem denne og H., som i medgift skulle bringe Valdemar en fjerdedel af det pantsatte Nørrejylland, og i pinsen 1340 stod brylluppet. I de følgende år fødte H. sin mand en række børn hvoraf dog kun det yngste, Margrete, overlevede forældrene. Selv nævnes H. i det første tiår af sit ægteskab undertiden ved Valdemars side; efter Margretes fødsel (1353) forsvinder hun aldeles fra de bevarede aktstykker. Et par hundredår senere mente historikerne at vide at der var indtrådt et brud mellem ægtefællerne, og at H. sad i mangeårigt fængsel på Søborg; det synes dog kun at være løse gætninger, væsentlig på grundlag af en folkevise der ikke omhandler H., men den svenske kong Magnus Ladelaas' dronning af samme navn. Det er dog sikkert at H. er død i Esrum kloster; her blev hun begravet, og da munkene 1374 lovede at holde sjælemesser for hende, kalder de hende "vor tjenerinde" (famula nostra). 1377 fik dronning Margrete pavens tilladelse til at flytte sin mors lig til Sorø, en plan der dog ikke kom til udførelse.