Henning Henningsen, Henning Christopher Henningsen, 20.10.1911-30.4.2005, museumsdirektør, folkemindeforsker. Henning Henningsen blev cand.mag. (dansk og tysk) 1936 fra Århus univ. og dr.phil. 1961 fra Kbh.s univ. Han var 1936–44 lektor i dansk sprog og litteratur ved Hamburg univ. og ledede samtidig fra 1937 den af den danske stat indrettede danskundervisning for danske statsborgere i Hamburg. Henning Henningsen var på studieophold 1945 ved Lunds univ., derefter 1945–48 videnskabelig assistent ved Dansk folkemindesamling, 1948 museumsinspektør ved Handels- og søfartsmuseet på Kronborg, 1971-81 museumsdirektør sammesteds. Skønt filolog af uddannelse var Henning Henningsen meget tidligt interesseret i folkemindeforskning. Fra 1945 fik han mulighed for systematisk at dyrke denne disciplin. Et resultat af disse påbegyndte studier var bøgerne Pimpegryden og andre danske Folkeeventyr, 1947, og Sagn og Historier fra København og Omegn, 1950. Efter ansættelsen på Handels- og søfartsmuseet blev traditions- og folkemindestudierne centreret omkring maritime emner. Således udsendte han bøgerne Dystløb i danske søkøbstæder og i udlandet, 1949, Kirkeskibe og kirkeskibsfester, 1950 og Bådeoptog i danske købstæder og i udlandet, 1953.

Et af Henning Henningsens foretrukne forskningsemner var indvielses- og optagelsesskikke, og i disputatsen Crossing the Equator. Sailor's Baptism and other Initiation Rites, 1961 beskriver han den såkaldte linjedåb set ud fra en etnologisk, historisk og filologisk synsvinkel. Henning Henningsens arbejde inden for maritim folkloristik var i Danmark banebrydende og hans meget omfattende forfatterskab inden for dette område har kastet lys over de fleste sider af dansk sømandsliv og -traditioner samt maritime eller maritimt inspirerede skikke. Af andre emner Henning Henningsen beskæftigede sig med kan nævnes Nyborgs, Helsingørs, Kronborgs og de tidligere danske besiddelsers historie. Ved siden af sin forskning deltog Henning Henningsen som museumsmand i udbygningen af Handels- og søfartsmuseets virksomhed. Siden 1957 var han medredaktør af dette museums årbog og bidrog næsten årligt med artikler og indlæg. Henning Henningsens forskningsresultater er blevet formidlet til vide kredse takket være hans mange populære artikler, hans evner som foredragsholder og hans mange kontakter i udlandet. Henning Henningsen blev 1937 sekretær for Det danske hospitalsfond i Hamburg og 1971-81 for selskabet Handels- og søfartsmuseets venner. Medstifter 1966 af Nordisk maritimhistorisk arbejdsgruppe. Medlem af bestyrelsen for Skovhistorisk selskab 1967-89, for Dansk Vestindisk selskab 1969-93, for Frederiksborg amts historiske samfund siden 1970, for Vikingeskibshallen siden 1971. Han sad 1972–75 i komiteen for the International Congress of Maritime Museums. 1974 blev han æresmedlem af Deutsche Gesellschaft für Schiffahrts- und Marinegeschichte og var tillige medlem af Comité International d'Ethnographie Maritime.

Henning Henningsen udgav 1998 erindringsværket Min ånd er frisk og ubedærvet -: erindringer fra studieårene i Århus.

Familie

Henning Henningsen blev født i Nyborg; begravet på Helsingør kirkegård.

Forældre: farvermester Jens Majland H. (1881–1955) og Johanne Kirstine Marie Kristensen Mosbæk (1881–1959). Gift 31.3.1937 i Oderberg, Mark Brandenburg, Tyskland med arkivassistent, oversætter Elisabeth Frida Klara Dossmann, født 17.5.1911 i Oderberg, død 2007, d. af rebslagermester Fritz Wilhelm Hermann Siegfried D. (1882–1970) og Betty Frida Schmägel (1887–1977).

Udnævnelser

R. 1976.

Ikonografi

Portræt malet af Erik Pape Mogensen 1946–47. Foto. Mal. af Wistremondo Artero, 1981 (Handels- og søfartsmus. på Kronborg).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1962 179–81.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig