Henning Jensen

Henning Jensen, 6.12.1838-28.2.1929, forfatter, journalist. Født i Kornerup, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). J. blev student 1857 fra Roskilde, cand.teol. 1864, var 1865–69 kapellan i Sæby og Gershøj, 1869–72 i Dalby og Tureby, 1872–79 sognepræst i Pedersker, 1879–85 i Stenmagle og Stenlille. Han stod først Indre mission nær, men påvirkedes efterhånden stærkt af grundtvigianismen og frikirkelige strømninger. Forfatningskampen gjorde ham til politiker i partiet venstre, hvortil han efter sin egen senere mening var "endnu mindre egnet end til Præst". 1884 lod han sig opstille til folketinget i Store Heddinge mod kultusminister J. Scavenius der n.å. afsatte ham på grund af en avisartikel som forsvarede oprør mod en lovbrydende øvrighed. Han udgav 1886–90 ugebladet Enhver sit og var 1886–92 folketingsmand for Middelfart, sluttede sig til Viggo Hørup og faldt som han ved forhandlingspolitikkens valgsejr. Fra 1872 havde J. dyrket journalistikken. Som flittig medarbejder ved Politiken (1886–97), som foredragsholder og som forfatter af en række populære skrifter – Jesu Barndom og Ungdom, 1890, Jesus i Galilæa, 1891, Jesu Lidelse og Død, 1893, Apostlen Paulus, 1894 – overførte han sin radikalisme i tilslutning til tysk nyrationalistisk bibelkritik på det religiøse område og angreb folkekirkens rådende meninger og mænd. På samme linje lå de delvis, selvbiografiske romaner Kapellanen, 1891 og Pastor Dahlberg, 1892; skuespillet Ord og Daad, 1893 og romanen Blodets Baand, 1895 har politisk og social baggrund. Efter også at have været medarbejder ved Social-Demokraten (1884–97) blev J. 1897–1902 redaktør af København, fra 1902–19 medredaktør. Meget hurtigt kom han her ind i heftig personlig polemik med tidligere socialdemokratiske fæller og skånede snart heller ikke Hørup og dennes tilhængere. I kirkespørgsmål, der vedblev at være hans område, vendte han sig efterhånden med samme skarphed mod folkekirkens angribere og al irreligiøsitet som før mod ortodoksi og præstemyndighed. Ortodoks blev han dog ikke, og i Min sidste Bog, 1919, som J. kaldte "en kristelig Fritænkers Tro og Haab" mærkes en stærk interesse for spiritismen. En dogmefri, positiv kristendom og den "rummelige" folkekirke blev for J. et program der nærmede ham til hvad han var i 1880ernes begyndelse. Sin forfattervirksomhed genoptog J. i romanerne Strandet, 1910, Hans Lindenow, 1911, Ulla Rønnow, 1912 og Skovens Hemmelighed, 1913; ligesom de tidligere er de tids- og menneskeskildringer, skrevne med godt håndelag og veloplagthed og har værdi som kulturhistoriske dokumenter. J.s offentlige virke vidner om en flid og arbejdsevne af usædvanligt omfang, men har – på trods af den store opmærksomhed det vakte i tiden – næppe sat sig dybere spor. I et klart og jævnt sprog har han hensynsløst forfægtet en lang række standpunkter der dog holdes sammen af ét overordnet synspunkt: hævdelsen af den personlige og kirkelige frihed.