Henrich Wegner

Henrich Wegner, Henrich Weigner, ca. 1701-1.3.1743, skuespiller, kancellist. Død i Kbh., begravet sst. (Holmens). 1720 blev W. privat dimitteret af Thomas Bartholin til universitetet og begyndte at studere teologi, men to år senere, da Ludvig Holbergs første scene i Lille Grønnegade (Ny Adelgade) blev en realitet, opgav han studiet og meldte sig straks ved skuepladsen. Her kreerede han tjenerrollerne, de største og vanskeligste, hos Moliére og Holberg: Henrik i Den politiske Kandestøber, Den Vægelsindede, Det arabiske Pulver og Mascarade, endvidere Pierre i Jean de France, Troels i Barselstuen og skolemesteren i Julestuen. Da han stadig spillede tjenerrollen i dens forskellige forklædninger, genfortalte Th. Overskou den tradition at Holberg opkaldte Henrik efter W., men denne opfattelse har ikke kunnet stå for en kritisk undersøgelse. Vi savner viden om hvorledes han spillede, men hans aktion må have bidraget til komediernes sceneheld. Muntert studenterlune, friskfyragtig elskværdighed og mod forfejler ikke sin virkning, og de morsomme roller gav W. ry. Han var også forfatter til nogle fødselsdagsdigte til majestæterne, deriblandt En liden Samtale imellem v. Henric og Scapin, tilegnet dronning Anna Sophie 1723, et indlæg for de danske komediers ligeberettigelse med de oversatte. Hvornår han forlod skuepladsen kan ikke siges med bestemthed, men efter dens ophør søgte han (febr. 1730) om faderens postmesterembede i Århus; efter at have været "Hans Kongl. Mayestæt til Divertissement paa Theatro" havde han tænkt "at applicere sig til Geistlige Forretninger", men han havde måttet "forandre sit Propos" og lægge sig efter "verdslige Sager". Det var utvivlsomt teologernes uvilje mod teatret der forandrede hans beslutning. Ved faderens død n.å. fik han embedet, men skønt han også blev Århus' viceborgmester, drog han allerede 1733 tilbage til hovedstaden hvor han, støttet af Magnon de Montaigus velynder, Poul Vendelbo Løvenørn, udnævntes til arkivar i krigskancelliet og 1741 avancerede til kancellist. To år senere døde han, 42 år gammel. Vi kender fortegnelsen over hans beskedne indbo, blandt hvilket der fandtes et portræt af hans velgører Poul Løvenørn, men bøger synes han ikke at have ejet, og ej heller efterlod han sig noget skriftligt om den gerning der bevarede hans navn.