Henrik Nordbrandt, f. 21.3.1945, forfatter. Født på Frbg. (Solbjerg). N. blev student 1964 fra Skt. Jørgens gymnasium i Kbh. Fra 1965 har han studeret forskellige fag ved Kbh.s universitet – fortrinsvis ved selvstudium. Fra 1966 sinologi, fra 1969 tyrkisk, og fra 1975 arabisk. Han har foretaget en lang række rejser til middelhavslandene hvor han har opholdt sig i korte og lange perioder siden sin første rejse til Grækenland i 1967. De foretrukne rejse- og opholdsmål har udover de græske øer været Tyrkiet, Cypern, Marokko og Israel. Han har boet ca. 30 år i Middelhavsområdet, men er vendt tilbage til Danmark omkring 2007.1977 besøgte han USA. Han har været litteraturanmelder ved dagbladet Aktuelt, har skrevet kronikker til bl.a. Politiken og Weekendavisen og har lavet radioprogrammer fra Tyrkiet og Grækenland for Danmarks Radio.

N. debuterede som forfatter 1966 med den bemærkelsesværdige samling Digte (ny udg. 1994). Det var en selvstændig modernistisk poesi som han fulgte op, yderligere forfinet, i næste års samling, Miniaturer (ny udg. 1994). Disse første samlinger bærer præg af en vis dekadence, som senere opløses. 1969 udkom digtsamlingen Syvsoverne (ny udg. 1994) der lægger op til hans rige produktion i halvfjerdserne. Hans tema bliver en paradoksal oplevelse af fravær i nærværet. Et digt hedder "Sørgmodigt digt i anledning af hendes bortnærværelse". Hans poesi er mystisk og enkel på samme tid, i en lysende, forunderlig versteknik. 1972 udkom samlingen Omgivelser, og 1974 en samling med titlen Opbrud og ankomster. Sammen med de to følgende, Ode til blæksprutten, 1975, og Glas, 1976 danner den en hel middelhavstrilogi, hvor græske øer og tyrkiske landskaber udgør digtenes kulisser. De enkelte digte er fulde af nærvær, af sansninger og eksotiske billeder, men det er hele tiden fraværet det drejer sig om. De er således ikke rejsedigte i traditionel forstand, men de farves af stederne, også i deres filosofi. 1977 udkom Istid, og den lille, men vigtige bog Guds hus. 1979 fulgte samlingen Spøgelseslege, og 1980 Forsvar for vinden under døren. I de senere bøger slår en voldsom pessimisme igennem, men digtenes skønhed bliver ikke mindre. Foruden de her nævnte digtsamlinger er der udkommet to udvalg af N.s poesi: Rosen fra Lesbos, 1979, og Udvalgte digte, 1981. N. har udgivet over 20 digtsamlinger, blandt hans senere digtsamlinger kan nævnes Armenia, 1982, 84 digte, 1984, Ormene ved himlens port, 1995, som er digte til og om en død veninde og om sorgen herover, Drømmebroer, 1998, Pjaltefisk, 2004, Besøgstid, 2007 og Vi danskere, 2010, der beskriver aspektet af begrebet danskhed. 2012 udgav han digtsamlingen 3 ½ D.

N. har udgivet bøger i samarbejde med bildende kunstnere, bl.a. Jørgen Boberg (Sangen om den fortryllede skov, 1967, og Necropolis, 1977), Peter Brandes (Aphrodisias, 1977) og Peter Hentze (Gratiernes befrielsesfront, 1979), ligesom Forsvar for vinden under døren er resultatet af et samarbejde med Ejler Bille. I Breve fra en ottoman, 1978 har han samlet en række artikler og essays om sine oplevelser i Grækenland og Tyrkiet. Fra tyrkisk har han udvalgt og oversat en samling Historier om Hodja, 1973. Ruzname, 1996 er dels dagbogsoptegnelser, dels politiske kommentarer. Derudover har han skrevet børnebøgerne Tifanfaya, 1990 og Den elektriske mus, 1994 samt Finckelsteins blodige bazar : en agentroman, 1983 og krimien Keldby slagteren : et julemysterium, 2010.

N. er blevet belønnet med flere litterære priser, bl.a. Emil Aarestrup-medaillen 1979, som den første i sin generation modtog han Det danske akademis store pris 1980, Statens kunstfonds livsvarige ydelse 1980, Søren Gyldendal-prisen 1987, Det svenske akademis nordiske pris 1990, De gyldne laurbær 1995 og Nordisk råds litteraturpris 2000 (for Drømmebroer).

Familie

F: kaptajnløjtnant i marinen, senere civilingeniør, cand.polyt. Poul Erik N. (1919-97) og amtsfuldmægtig, cand.jur. Grete Marie Werchmeister (født 1919). Gift 1. gang 1967 med Martha Birgitta Keiding. Ægteskabet opløst 1970. Gift 2. gang 23.7.1977 i den danske sømandskirke, New York, med mag.art. Anneli Fuchs, født 8.8.1951 i San Francisco, Californien, d. af professor, dr.med. Fritz F. (1918-95) og Anna-Riitta Olsson (født 1926). Ægteskabet opløst 1983. Gift 3. gang 2009 med professor Marja Jäättelä, født 25.2.1963 i Finland, d. af overlæge, dr.med. Antti Juhani Jäätelä og Anna-Liisa Korpinen.

Ikonografi

Mal. af Bente Christensen-Ernst, 1990-91 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

H. N.s erindringer: Døden fra Lübeck, 2002. E. Skyum-Nielsen i Information 16.1.1982.

Kommentarer (4)

skrev Jens Juhl Jensen

"Det svensk akademis nordiske pris 1990," mangler der ikke et bogstav?

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig