Henrik Albertsen Hamilton, ca. 1590-.efter 1623, latinist. Født i Kbh, død i Ægypten. Faderens slægt stammede fra Skotland. I sin barndom fik H. privatundervisning af Peder Pedersen der siden blev rektor i Nykøbing F. Derefter sendtes han til skolen i Meissen hvor han var et par år. Efter at være blevet student færdedes han meget udenlands, var 1608 i Heidelberg, 1609-10 i Giessen hvor han udgav digtsamlingen Musæa adolescentiæ Venus. Latinsk digtning var hans hovedinteresse, og han havde opnået stor færdighed i de dengang yndede kunstlede anagrammer (en del af hans digte er optrykt i F. Rostgaards Deliciæ poet. Dan. I, 1693). Med latinisterne Gruterus i Heidelberg og Aquilonius i Malmö stod han i livlig forbindelse. 1616 blev han sekretær i tyske kancelli, men da han efter faderens død vistnok havde fået en ret anselig arv rejste han 1619 med kgl. tilladelse atter udenlands for yderligere at uddanne sig til stats-tjenesten. På denne rejse trådte han navnlig i nær forbindelse med den tyske digter Martin Opitz. 1623 træffer vi ham i Paris efter at han også havde besøgt Norditalien. Senere skal han være død i Ægypten.

Familie

Forældre: borgmester Christen Albertsen (1567-1616) og Margrethe van Morsen.

Bibliografi

Pers. hist. t. 2.r. II, 1887 299.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig