Henrik Ehm

Henrik Ehm, d. .dec. 1701, kobbersmed. Nævnes første gang 1655. Død i Hamburg, begravet sst. Faderen der var kobbersmed i Kbh. fik 1646 bevilget jord ved Vedbæk hvor han allerede fra 1634 havde haft en kobbermølle som E. 1656 og 1657 førte proces om med moderen og dr. Svabe; han fik 1658 tilkendt brugsretten og erhvervede 1662 møllen mod at svare jordskylden. Allerede tidligt må han have haft en stor bedrift for samtidig fik han 1656 skøde på kronens kobbermølle ved Kronborg som han 1659 ombyttede med Hammermøllen ved Hellebæk. Denne mølle som han indrettede til kobbermølle beholdt han til 1664, og til 1662 ejede han tillige Holmegård ved Hornbæk. Nogle få år nøjedes han nu med møllen i Vedbæk hvis jord han 1668 købte af kronen. S.å. fik han – der 1667 forgæves havde søgt at få Strandmøllen – overdraget kronens rettigheder i Fuglevad mølle, Stenhuggergården og Brede mølle i Lyngby sogn som han havde købt af Henrik Rosenmeyers arvinger; samtidig fik han tilladelse til at omdanne den tidligere krudtmølle – Brede mølle – til et kobberværk. 1670 blev det overdraget ham at bestyre og forvalte dronning Charlotte Amalies kobbermolle, Hjortholm der tidligere havde tilhørt rentemester Henrik Müller, men da E. ikke var tilfreds med denne mølle overførte han anlægget til Nymølle som han 1672 og 1697-99 havde i forpagtning. Han skilte sig før 1682 ved Fuglevad mølle, 1685 solgte han Stenhuggergården og 1695 Brede mølle. – E. har rimeligvis på et tidligt tidspunkt – før 1658 – haft en del arbejde for kongen, og 1667-69 var han beskæftiget med at lægge kobbertag på Det kgl. biblioteks nye bygning og ved Fr.borg slot. Han undgik ikke sammenstød med det københavnske lav, men blev 1666 og 1684 favoriseret på dettes bekostning. Han havde en smedje i Lyngby hvor han 1670 fik ret til krohold. – Medens E.s formueforhold endnu 1659 kun synes at have været jævnt gode (han ejede dog et hus på Østergade) synes han snart at være blevet en velstående mand der forøgede sin formue, dels ved forskud til kronen og kaperdrift under svenskekrigen, dels ved handelsvirksomhed og grundspekulationer. 1689 ses han at have ejet flere store huse, og s.å. fritoges han for ti års grundskat og for indkvartering af den af ham opfyldte plads ved Nyhavn hvor han agtede at bygge. 1682 fik han sæde i kommerce-kollegiet. Sin formue satte han dog atter over styr, dels på forpagtningen af dronningens mølle, dels vel også ved uheldige spekulationer og ved sine alkymistiske interesser. Han synes at have været en noget stridbar natur der hele sit liv igennem var indviklet i processer, først, som nævnt, med moderen og dr. Jacob Svabe; 1662 fik han og svogeren Gert Brask tilladelse til at arrestere denne der skulle rejse til Sverige, indtil deres mellemværende var afgjort. 1696 stredes han med sin eneste søn, justitsråd, landsdommer Hans E. (1655-1711) om dennes mødrenearv, og 1700 havde han – med et for ham uheldigt udfald – en sag med dr. med. Christian Wilhelm Hacquart hvem han ved kontrakt af 14.9.1699 havde forpligtet sig til at lære kunsten at lave guld af sølv.