Henrik Malberg, Henrik Martin Marinus Malberg, 4.12.1873-28.9.1958, skuespiller. Født i Århus (domk.), død i Kbh., begravet sst. (Vestre). M. begyndte som maskinarbejder i Århus og havde spillet en del amatørkomedie før han debuterede på det gamle Århus teater som Skriverhans i Eventyr paa Fodrejsen (31.3.1896). Derefter turnerede han, bl.a. med Albert Helsengreens selskab, spillede på Århus nuværende teater og kom 1905 til Dagmarteatret hvor han hurtigt blev en af de betydeligste kræfter. Han blev på teatret i Jernbanegade til 1910 og genen-gageredes 1912-14. I de mellemliggende år rejste han som direktør i provinsen og forbløffede de fleste ved at vise En Skærsommernatsdrøm på de små scener, og Den pantsatte Bondedreng med sig selv i titelrollen. En friluftsturné med Hagbarth og Signe og Dansen paa Koldinghus ledede M. også. Fra den tidlige periode var det særlig væveren i Niels Nielsen, Niels Pind i Ideale Magter af Johan Skjoldborg, fragtmand Henschel i G. J. R. Hauptmanns Væverne og digteren, den skinsyge ægtemand i Sven Langes Samson og Dalila der markerede hans talents omfang. 1914-17 spillede han på Alexandrateatret (nu Betty Nansen teatret), og her viste han som Isidore Lechat i Forretning er Forretning nye sider, en olm brutalitet og rå styrke der ikke stod tilbage for M. M. de Féraudy på Théâtre Français eller Olaf Poulsen, selv om de to forgængere havde lagt større vægt på den internationale forretningsmands intelligente kynisme. Rollen åbenbarede at der var en vældig kraft i hans kunstneriske register. Men det var ikke de strenge han senere kom til at spille på.

Ved Olaf Poulsens afgang 1917 blev M. ansat ved Det kgl. teater hvor han blev til 1950. Meningen var at han skulle remplacere den store mester. Han påtog sig arven vel vidende at gælden var tung at bære efter århundredets største komiker. M. blev ingen udpræget komiker, men til gengæld en ægte og stor folkelig skuespiller der afstod fra det poserende og brillante. Forlorne tonefald hørtes aldrig i hans replikker. Han var i bedste forstand primitiv med en sjælden enfoldig renhed. Den massive folkelighed var både hans styrke og begrænsning. Med Holbergs Jeppe, som han spillede allerede 1917, vandt han straks sit livs sejr. Det var ikke første gang Jeppe spilledes som en tragikomisk figur, men det var første gang at netop det rørende, humoristisk naive almuesind kom til fuld udfoldelse. Gennem hans fortolkning betonedes den smertelige kontrast mellem Jeppes situation og en overklasses letsindige kynisme. Han havde dumfiffigheden og gnister af viddet, men der var ingen farlige kræfter i hans Jeppe, som der var det i Osvald Helmuths. I vaudevillerepertoiret spillede han klokker Link i Nei, Klatterup i Recensenten og Dyret med "vinkelbenet" arvet fra Olaf Poulsen, Mikkel i De Danske i Paris, Skriverhans og senere også birkedommer Krans i Eventyr paa Fodrejsen. Endvidere Faldsmaal i Gulddaasen. og Holbergrollerne den pantsatte bondedreng, Peer Degn i Erasmus Montanus, Jeronimus i Den honette Ambition og Corfitz i Barselstuen. Skønt jyde kaldte man M. for en "sjællandsk århusianer", for han mestrede i enestående grad dialekterne. Det kom ham ofte til gode bl.a. i hans jordslåede Arv'er i Henrik og Pernille og Kilderejsen. Også de store komiske figurer hos Shakespeare kom han til at prøve kræfter med, fx Rendegarn og Tobias Hikke. Dybere psykologiske perspektiver eller overdådig komik mestrede han nok ikke, men tilforladeligheden og naturligheden gav hans figurer andre og nænsomme dimensioner, noget han bl.a. viste som gamle Ekdal i Vildanden og titelrollen i Anton Tjekhovs Onkel Vanja. 1950 tog M. afsked med Det kgl. teater i Jeppe og Peer Degns roller. Men han lagde ikke op. I stedet rejste han land og rige rundt, optrådte på skoler, i foreninger og studiekredse, steder som han - når alt kom til alt - elskede højere end kunsttemplet på Kongens Nytorv. Hans imponerende en-mands-teater sluttede ofte med Jeppes monolog i baronens seng hvor han vekslende mellem angst og lykke gennemspillede al fattigfolkets drøm om himmerige. I radioen spillede M. en lang række roller, begyndende allerede 1926 med Jeppe. Ofte optrådte han i den vadmelstunge dramatik og blev altid særlig rost for sit autentiske bondemål. M. var blandt pionererne i stumfilmen og begyndte allerede 1910 med Dorian Grays Portræt eher Oscar Wildes roman. Han vil dog særlig huskes for sin præstation som den gamle iltre Søren Quist, titelrollen i Præsten i Vejlby, 1931, den første danske talefilm. I rask følge kom Paustians Ur, 1932, Kobberbryllup, 1933, Sol over Danmark, 1935 hvor han på ny spillede præst og gjorde stort indtryk med den gribende tale, skrevet af Hans Hartvig Seedorf. Han medvirkede også i Den kloge Mand hvor han måtte dele successen med Carl Alstrup, og i Svend Methlings Kongen bød (Stavnsbåndsfilmen 1938). Da Betty Nansen skulle opføre Kaj Munks Ordet på sit teater bad hun teaterchef Andreas Møller om at give M. orlov. Rollen som gamle Borgen var skrevet til ham. Men hun fik nej. Først i Carl Th. Dreyers internationalt berømte filmatisering af Ordet, 1955, fik den da 80-årige M. chancen for at spille den stoute bonde Morten Borgen. Han ejede vel næppe fysisk styrke til figuren, men ansigtets brede flader og de spillende blå øjne gav liv til figuren. Han overbeviste ved værdighed, sindig humor, ydmyghed forenet med en udstråling af indre kraft. M. var medforfatter til Bolettes Brudefærd, 1938, stykket havde været opført på Folketeatret 1914. Med Axel Frische skrev han Gamle Postgaard der blev spillet på Sønderbro teater 1915. M.s kærlighed til scenens kunstnere resulterede i skabelsen af Dansk skuespillerforbunds rekreationshjem ved Marielyst på Falster, en sag han satte hele sin vilje ind på, ligesom han utrætteligt arbejdede på at støtte og hjælpe mindre heldigt stillede kolleger. Han blev æresmedlem af Dansk skuespillerforbund, Finsk kunstnerforbund og Solistforeningen og studenternes æreskunstner 1946. 1954 modtog han Dansk skuespillerforbunds ærespris.

Familie

Forældre: vognmand Peter Broch M. (1845-1930) og Kathrine Marie Schejby (1846-1911). Gift 11.5.1906 i Århus med Anna Augusta Hansenmeyer, født 19.3.1883 i Fredericia, død 29.7.1969 i Kbh., d. af konduktør, senere togfører Niels Frederik Knud H. (1850-1928) og Ane Dorthea Herman (1863-1925). -Bror til Peter'M.

Udnævnelser

Ingenio et arti 1950.

Ikonografi

Tegnet i rolle, 1904, af Aksel Jørgensen, 1919 (Teatermus.). Tegn. af A. Lofthus, 1921 (sst.) og af Lars Nielsen. Tegnet i rolle af Lars Nielsen, 1927 (Teatermus.), af H. Jensenius, (udst. 1928) og af E. Garre, 1938 (Teatermus.). Silhouet af Kirsten Wiwel, 1930 (Kgl.bibl.). Fem tegn. 1943 (Kgl. bibl.). Tegn. af Carl Jensen, 1943. Buste af Ake Salomonsson udst. 1947. Linoleumssnit af Aksel Jørgensen 1948 og 1950, tegn. af samme, 1953. Tegnede selvportr. (Kgl. bibl.). Rolletegn. af H. E. Melchior, statuette af Axel Locher (Teatermus.) og mal. af Kirsten Kjær. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXVI, 1932 572-80. - Karl Schmidt: Odense teater 1896-1914, 1914. Alb. Bayer: Århus teater, 1925. Teatret på Kongens Nytorv 1748-1948, 1948. Rob. Neiiendam: Forlystelsernes allé, 1958. Sv. erichsen i Social-demokraten 29.9.1958. Per Buckhøj i Berl. tid. s.d. Harald Engberg i Politiken s.d. Gunnar Sandfeld: Thalia i provinsen, 2. udg. 1968. Samme: Teaterkunst på små scener, 1969. - Optagelser i radioens stemmeark. og radioteatrets arkiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig