Henrik Tagesen Reventlow

Henrik Tagesen Reventlow, d. 12.6.1441, godsejer. Henrettet . Død i Ålborg. R. stammede fra en på Fyn etableret gren af sin slægt; såvel faderen som farfaderen var riddere. R. selv fik sit virke' i Øst- og Nordjylland hvor han havde arvet godsanparter, bl.a. på Djursland, her især i hovedgården Bjørnholm med tilhørende møller og ladegårdene Drammelstrup og Obdrup, men tillige i Thy. R. er kendt som leder af rejsningen 1441 i Limfjordsegnene. Denne var efter alt at dømme rettet mod det afgifts- og skattetryk fra højadel, højgejstlighed og krone der intensiveredes ved kongeskiftet 1440. Mens væsentlige dele af lavadelen foretrak tjeneste hos højadelen gik R. til modstand, formentlig fordi hans lokale interesser i disse egne stødte skarpt sammen med højadelige slægters. Hvilke lag af den nordjyske befolkning der i øvrigt støttede opstanden er ikke klarlagt i detaljer. Oprørerne fældede 3.5. lensmanden på Ålborghus Eske Brock, men allerede 6.6. blev opstanden knust af kong Christoffer på Skt. Jørgensbjerg i Hanherred, og en uges tid efter blev R. henrettet i Ålborg. Hans godser blev inddraget under kronen, men inddragelsen kom først og fremmest kongens vigtigste støtter i Nørrejylland, slægterne Rosenkrantz og Gyldenstierne, til gode; således fik Rosenkrantzerne ikke alene R.s, men også broderen Ove Tagesens del af Bjørnholm.

Familie

Forældre: Tage Henriksen R. (gift 2. gang med Karine Jensdatter Kiste) og Elsif Kerkendorp.

Bibliografi

Konrad Barner: Familien Rosenkrantz's hist. I, 1874. Kn. Fabricius i Hist. t. 7.r.II, 1899–1900 455–519. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968 215f. Troels Dahlerup i Den nord. adel i senmiddelalderen. Rapp. til det nord. historikermøde i Kbh. 1971 76. H. Rebas i Scandia XLIII, Sth. 1977 136–84.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig