Henrik v. Bruchofen

Artikelstart

Henrik v. Bruchofen, Henrik Buscoducensis, d. 9.3.1576, hofpræst. Født i Hertzogenbosch i Brabant. Død i Lund, begravet i domkirken sst. B. studerede 1541 i Wittenberg hvor han trådte i nær forbindelse med Melanchton. Her tog han også magistergraden 1544 og blev 1549 optaget i det filosofiske fakultet. Endnu 1552 opholdt han sig i denne by men blev i slutningen af året kaldet til tysk hofpræst hos Christian III. 1553 deltog han i forhandlingerne med den landflygtige Johan a Lasco og har siden – ligesom den anden hofpræst Poul Noviomagus – måttet høre ilde for den nidkærhed, hvormed han ved denne lejlighed gik til værks. B. stod i stor anseelse hos kongen der benyttede hans tjeneste i forskellige øjemed. 1554 blev han således sendt til Voer kloster for at undersøge det derværende klosterbibliotek med henblik på at overføre tjenlige bøger derfra til universitetsbiblioteket, og jævnlig var han også mellemmand mellem den danske konge og tyske lærde der ønskede at opnå noget ved hoffet, fx Melanchton med hvem han stod i livligt brevskifte. 1555 blev han belønnet med kanonikater i Roskilde og Århus som han besad til 1560, og 1557 blev han forlenet med dekanatet, et kanonikat og et vikariat i Lund. Efter Christian IIIs død blev han 1559 afskediget som hofpræst. 1560 var han en tid med hertug Magnus i Lifland. Derpå trak han sig tilbage til sit præbende i Lund. Skønt Frederik II ikke ved enhver lejlighed var helt tilfreds med B.s optræden var han dog ingenlunde faldet i unåde. Flere gange rådførte kongen sig således med ham i teologiske spørgsmål, fx 1570 i anledning af forhandlingerne om formuleringen af den danske kirkes nadverlære. Da det imidlertid 1574 kom kongen for øre at B. agtede at skrive mod Niels Hemmingsen, udgik der strenge kongebreve der kategorisk forbød ham dette for at han ikke derved skulle forstyrre den rolighed og kristelige samdrægtighed der hidtil havde hersket i riget. Handlede han mod kongens ønske, ville han blive forvist. Han valgte da at bøje sig. Både i Danmark og i Tyskland havde B. et godt navn som en lærd, bibelkyndig teolog der trods sin personlige tilknytning til Melanchton var en afgjort repræsentant for den strengere lutherske retning, særlig i nadverspørgsmålet.

Familie

gift 1. gang før 1552 med Anna Ziickerranfft, født ca. 1527 i Torgau i Meissen, død 9.8.1560 i Lund. Gift 2. gang med Anna, død tidligst 1576.

Bibliografi

Kilder. Joannes Timannus: Farrago sententiarum consentientium in vera et catholica doctrina de coena domini, Frankfurt 1555 213–23 (brev til J. T.). Dänische Bibliothec IV, 1743 162–79 (brev de controversia Hardenbergica). A. Schumacher: Gelehrter Männer Briefe an die Konige in Dannemark I 1758 369–73 (breve til Frederik II). Årsberetn. fra det kgl. geheimearchiv I, 1852–55 266 279 (breve fra Christian III). Monumenta historiæ danicæ, udg. H. F. Rørdam 1, 1873 714; sst. 2.r.II, 1887 274. Kancelliets brevbøger 1551–55, 1885–86 320 381 396. Sst. 1556–60, 1887–88 62 454 476. Sst. 1561–65, 1893–95 250. Sst. 1571–75 1898 520. Lit. Rasmus Glad: Rerum danicarum libri undecim 1573 248 491. D. G. Zwergius; Det siellandske cleresie 1753, fortalen 32 38 77 457–62. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r.I, 1857–59 466, 2.r.II, 1860–62 755–56, 2.r.III, 1864–66 152, 2.r.IV, 1867–68 242 296–97, 4.r.III, 1893–95 817–18.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig