Henrik v. Bruchofen

Henrik v. Bruchofen, Henrik Buscoducensis, d. 9.3.1576, hofpræst. Født i Hertzogenbosch i Brabant. Død i Lund, begravet i domkirken sst. B. studerede 1541 i Wittenberg hvor han trådte i nær forbindelse med Melanchton. Her tog han også magistergraden 1544 og blev 1549 optaget i det filosofiske fakultet. Endnu 1552 opholdt han sig i denne by men blev i slutningen af året kaldet til tysk hofpræst hos Christian III. 1553 deltog han i forhandlingerne med den landflygtige Johan a Lasco og har siden – ligesom den anden hofpræst Poul Noviomagus – måttet høre ilde for den nidkærhed, hvormed han ved denne lejlighed gik til værks. B. stod i stor anseelse hos kongen der benyttede hans tjeneste i forskellige øjemed. 1554 blev han således sendt til Voer kloster for at undersøge det derværende klosterbibliotek med henblik på at overføre tjenlige bøger derfra til universitetsbiblioteket, og jævnlig var han også mellemmand mellem den danske konge og tyske lærde der ønskede at opnå noget ved hoffet, fx Melanchton med hvem han stod i livligt brevskifte. 1555 blev han belønnet med kanonikater i Roskilde og Århus som han besad til 1560, og 1557 blev han forlenet med dekanatet, et kanonikat og et vikariat i Lund. Efter Christian IIIs død blev han 1559 afskediget som hofpræst. 1560 var han en tid med hertug Magnus i Lifland. Derpå trak han sig tilbage til sit præbende i Lund. Skønt Frederik II ikke ved enhver lejlighed var helt tilfreds med B.s optræden var han dog ingenlunde faldet i unåde. Flere gange rådførte kongen sig således med ham i teologiske spørgsmål, fx 1570 i anledning af forhandlingerne om formuleringen af den danske kirkes nadverlære. Da det imidlertid 1574 kom kongen for øre at B. agtede at skrive mod Niels Hemmingsen, udgik der strenge kongebreve der kategorisk forbød ham dette for at han ikke derved skulle forstyrre den rolighed og kristelige samdrægtighed der hidtil havde hersket i riget. Handlede han mod kongens ønske, ville han blive forvist. Han valgte da at bøje sig. Både i Danmark og i Tyskland havde B. et godt navn som en lærd, bibelkyndig teolog der trods sin personlige tilknytning til Melanchton var en afgjort repræsentant for den strengere lutherske retning, særlig i nadverspørgsmålet.