Henry Ussing (præst)

Henry Ussing, Henry Braem Ussing, 2.7.1855-30.10.1943, præst. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). Tidligt påvirkedes U. gennem sin mor af Søren Kierkegaard; 1873 blev han student (Metropolitanskolen) og 1877 cand.teol. Afvekslende med manuduktion studerede han derpå teologi i Tyskland, praktisk kirkeliv i England og katolicisme i Italien – flere gange optrådte han siden som en habil apologet mod romerkirkens propaganda. 1882 blev U. sognepræst i Vejlby (Århus) og 1883 lic.teol. på Den christelige Vished. Apologetiske Undersøgelser. Med sin tids religionspsykologi – især som den ytrede sig i vækkelsesforkyndelsen – gik U. ud fra at den religiøse erfaring var adækvat med det erfarede – som hans læremestre (Peder Madsen og erlangerteologerne) havde doceret; men der var også hos ham en tendens til at inddrage mystikken og gøre den guddommelige "berøring af sjælen" til vishedens inderste kriterium. Han var aldrig i tvivl om at den personlige religiøse erfaring og det i bekendelsesskrifter og bibel objektivt givne dækkede hinanden, og en "liberal teologi" der med den religiøse oplevelses primat frit ville "vurdere" (dvs. kritisere) bibel og kirkelære var ham en viderværdighed.

Allerede i Vejlby vakte U. opsigt ved et skarpt angreb på kultusminister J. Scavenius' privatliv, foranlediget af at ministeren, just som en skandale var i optræk deltog i en kirkelig procession ved en kirkevielse i Århus. U. opsøgte J. B. S. Estrup for at få Scavenius fjernet – han havde krænket kirkens "ære" – og holdt stadig bisperne til ilden i denne sag. – Efter at det økumeniske Bethesdamøde 1886 havde behandlet bl.a. kirkeforholdene i Kbh. (de alt for store sogne) fandt U. sammen med en kreds af ligesindede (H. O. Lange, Harald Westergaard, J. Friis-Hansen, P. D. Koch), en hjernetrust af Kierkegaard-disciple som holdt indbyrdes kontakt gennem en vandrebog hvori efterhånden et menighedskirkeligt program – unægtelig ved ombøjning af Kierkegaards begreb "den enkelte" – tog form. Blandt disse "Kirkens Venner" var U. den mest fremtrædende og den selvskrevne kirkepolitiske strateg. Som både byens og landets Indre mission ville han bygge på frivillighed – stat og kommune agtede jo heller ikke at gøre noget for kirkebyggeri og sognedeling – men også udvikle en slagkraftig organisation: centrum var et menighedssamfund i hvert sogn; optagelse beroede på en personlig trosbekendelse og villighed til at underkaste sig "samfundstugten", og fra denne kerne udgik en kreds af troende og aktive kristne til et evangeliserende og diakonalt arbejde som sigtede på at vække de enkelte ved at forkynde "idealet" (Kristi efterfølgelse) med kierkegaardsk skarphed, men så – ukierkegaardsk – organisere de vakte i grupper der i kraft af offervillig tjeneste skulle tjene sig op til som "kirkens subjekt" at råde over alle indre kirkelige anliggender og have vidtgående medbestemmelsesret mht. ydre anliggender, foreløbig i samarbejde med kirkestyre og statsmagt, men reelt med en frikirkelig tendens. Da brygger J. C. Jacobsen 1891 fik U. kaldet til sognepræst i Hvidovre og ved den nye, af ham selv byggede, Jesuskirke i Valby kunne U., støttet til landmissionen og i opgør med bymissionens konservatisme, helt udfolde sit program; det resulterede i dannelsen af Det kbh.ske kirkefond (1896), som overtog ideologien og i øvrigt gik ind for sognedelinger og kirkebyggeri så der kun blev ca. 5000 indbyggere for hver præst. Det lykkedes på få årtier at rejse ca. 50 kirker, men i følelsen af at stat og kirke snart ville blive skilt fastholdt U. – og dermed fondet – bestemt ejendomsretten og den fulde forvaltningsret til disse kirker. Fondet blev således en slags "kirke i kirken", i strid med den nu demokratiske lovgivning, og det førte til svære brydninger, først med venstreregeringerne omkr. 1907, siden til åbenlyst fjendskab med de socialistisk-radikale regeringer i 1920erne og 1930erne. Vel var de nye kirker mere demokratisk ordnet og mindre socialt diskriminerende end de gamle kirker, men fra at være den "hårde kerne" blev menighedssamfundene til en hård skal om et lukket miljø; de forpagtede stort set kirkelivet i hovedstaden og bidrog derved til sekulariseringen, også fordi der næsten kun ansattes præster af ensidig missionsk type.

Selvsagt var U. en hvas modstander af J. C. Christensens kirkelove (menighedsråd eta). Han blev medlem af det kirkepolitiske udvalg 1904-07 (og atter af udvalgene 1921 og 1928-40) og viste sig stedse som en dreven kirkepolitiker der mest samarbejdede med missionsfolkene og centrumslinjen, men talentfuldt evnede at forhandle til alle sider og finde kompromisser. U. står i høj grad bag det forslag om en synodalforfatning som udvalgets flertal vedtog 1906 (og bag den valgfrie konfirmationsordning af 1909), men da rigsdagen ikke tog forslaget alvorligt og en ny menighedsrådslov (efter 1909) vakte uro gik U. for alvor ind i kirkepolitik. I grunden anså han de radikale regeringer (1909, 1913ff) for antikristens forløbere ("ødelæggelsens vederstyggelighed på hellig grund"). Under et sådant styre og med en bekendelsesløs rigsdag ville en statsstyret folkekirke let blive vantroens arnested, og den voksende sekularisering gjorde statsstøtten til en forargelse. U. foreslog derfor at ophæve folkekirken, samle alle kirkemidler i et "religionsfond" og heraf uddele til alle kirkesamfund proportionalt med medlemstallet (dvs. at den "frie" folkekirke fik 98 pct.). Yderligere skærpedes hans holdning da regeringen, støttet af venstregrundtvigianere, ville give den liberale teologi – i N. P. Arboe Rasmussens skikkelse -hjemstedsret i folkekirken og altså gøre denne til en "tålsom", dvs. bekendelsesløs religionsanstalt. Af Grundtvig begreb U. aldrig den mindste tøddel og grundtvigsk kirkepolitik var ham modbydelig. Da J. Appel under første fase af striden om Arboe Rasmussen stillede sagen i bero (1911) satte U. al kraft ind på at skabe en mægtig kamporganisaton – Kirkeligt landsforbund hvis selvskrevne formand han var – omfattende begge missionsbevægelseme, de centrumskirkelige og mange højregrundtvigianere, og en landsomspændende agitation sattes i gang. 1909 ville Indre mission have U. til Sjællands biskop; det glippede selvsagt – dog blev han s.å. provst for Kbh.s vestre provsti. Jo mere Arboe Rasmussensagen i alle kirkelige som politiske lejre ophidsede gemytterne des mere voksede U.s angreb på regeringen, kulminerende da den 1915 udnævnte en brandesianer (Eduard Larsen) til seminarierektor, og i apokalyptiske vendinger skildrede han den antikristelige sammensmeltning af politisk demokratisme og teologisk liberalisme. Just da blev det kbh.ske stiftsprovsti ledigt ved Jakob Paullis død. U. søgte det i håb om nu også at kunne realisere sine kirkelige idealer i "den indre by"; regeringen ville ikke acceptere ham, men da radikal kirkepolitik just da fordrede at bispefronten blev brudt ved at den radikale grundtvigianer Chr. Ludwigs blev biskop i Ålborg måtte den – for at besværge den storm denne udnævnelse ville fremkalde – gøre U. til stiftsprovst i Kbh. Som sådan fortsatte han sin linje, drev således landet over sammen med F. J. Borgbjerg agitation for stats og kirkes adskillelse (under valgkampen 1918), men svigtedes nu af sine forbundsfæller: Kirkeligt centrum fortrød alliancen med Indre mission og missionsfolkene ville ikke opgive folkekirken som missionsmark. 1929 overtog U. også formelt ledelsen af kirkefondet – den mindre frikirkeligt indstillede biskop H. Ostenfeld trak sig tilbage – og 1933 var han med til at ændre landsforbundet til Kirkeligt forbund som skulle videreføre kursen under den truende opløsning af forbindelsen mellem kirke og folkeskole.

Gennem alle årene var U.s kirker søndag efter søndag sprængfyldte, og trods prædikenernes længde kunne han altid fastholde tilhorerne ved en forkyndelse der var teologisk belærende, apologetisk diskuterende, polemisk angribende og navnlig inderligt appellerende. I det hele nød han en overordentlig respekt – hans lille, asketiske, men energiudstrålende skikkelse er glimrende karikeret som pastor Stensballe i Henrik Pontoppidans De dødes Rige – og det skyldtes både hans forbeholdsløse væren til rådighed for sognets folk og hans vide engagement i næsten alt andet kirkeligt arbejde end det grundtvigske: søndagsskoler, børnegudstjeneste, Nyborg-møderne, Dansk bibelskole (mod "bibelkritikken"). Trods et strengt konfessionelt stade var han økumen, tog tidligt del i Evangelisk alliance, samarbejdede med frikirkerne (og blev især fra grundtvigsk side angrebet fordi han lod baptister prædike i domkirken); fra den spiritualistiske Keswick-bevægelse hentede han megen inspiration, og på sine ældre dage gik han varmt ind for Oxford-grupperne. Endnu langt oppe i firserne var U. i fuld aktivitet og nød megen anseelse som taler og debattør ligesom hans bøger fik stor udbredelse. Nævnes bør navnlig den store missionshistorie (Illustreret Missionshistorie. Evangeliets Sejrsgang, 1902, 3. udg. 1924) og prædikensamlingerne Troens gode Strid. 1904, Grib det evige Liv I–III, 1932-34, Langfredag, 1941 og dertil kom en række aktuelle og opbyggelige skrifter. 1939-40 udgav U. sine erindringer, en værdifuld kilde til hans tids kirkehistorie.