Herluf Winge

Herluf Winge, Adolph Herluf Winge, 19.3.1857-9.11.1923, zoolog. Født i Kbh. (Holmens), død i Hellerup, begravet i Kbh. (Holmens). Allerede som dreng færdedes W. i naturen med sin lidt ældre bror og samlede på knogler o.l. Efter studentereksamen 1874 (Østre Borgerdyd), magisterkonferens 1881 og den eneste udenlandsrejse (til Italien og Schweiz) knyttedes han 1883 til Zoologisk museum; her ansattes han to år senere som assistent og blev 1892 viceinspector ved den af professor zoologiae bestyrede afdeling. Hans liv var som et urværk: om formiddagen på museet hvor fagfæller ofte søgte hans råd og derefter fortsat arbejde hjemme. I de sidste 34 år af sit liv, efter at han havde mistet sin tidligt afdøde og højt beundrede bror Oluf, gik han ikke ud om aftenen, fx aldrig til noget møde i Videnskabernes selskab hvor han blev indvalgt 1910.

W. har ydet en bemærkelsesværdig indsats på tre områder: pattedyrenes slægtskabsforhold, jordfundne knogler og ornitologien. Som 18-årig publicerede han sit første arbejde, som 20-årig et noget større om muldvarpens og spidsmusenes kranier og systematiske stilling, og kort efter konferensen afhandlingerne Om græske Pattedyr (Vidensk. Medd. fra den naturhist. Foren, i Kbh., 1881) og Om Pattedyrenes Tandskifte (sst. 1882), hans måske betydeligste arbejde; heri redegjorde han for tandformernes fylogenetiske udvikling og homologiserede de enkelte spidser på tænder af et stort antal pattedyr. Allerede i disse tidlige publikationer fremtræder W. som den modne forsker, med en imponerende viden, nøjagtighed i alle detaljer, en koncis og gennemarbejdet fremstilling og – i de to sidstnævnte -en konsekvent videnskabelig helhedsanskuelse: ved læsning af J.-B. Lamarcks skrifter var han som ganske ung blevet grebet af dennes tanker om at det er organernes øvelse og brug der betinger evolutionen, og han var livet igennem sin tids mest skarpsindige og vidtgående forkæmper for lamarckismen.

Sin hovedindsats inden for pattedyrenes systematik og slægtskabsforhold ydede W. med bearbejdelsen af P. W. Lunds rige samlinger fra brasilianske huler. Til det store værk E Museo Lundii, 1888-1915 der finansieredes af Carlsbergfondet, leverede W. ca. 1200 sider om de syv repræsenterede pattedyrordner, skrevet på dansk (delvis med fransk resumé) og illustreret med hans fortrinlige tegninger og meget fine fototavler. Senere supplerede han med de to manglende ordner, insektæderne (1917) og hvalerne (1919, engelsk oversættelse 1921). Hans videnskabelige testamente er Pattedyr-Slægter I–III, 1923-24; heri sammenfatter og ajourfører han sine studier, og værket blev 1941-42 udgivet på engelsk i Kbh. (The Interrelalionships of Mammalian Genera).

Det nære forskningssamarbejde mellem zoologer og arkæologer som Jap. Steenstrup grundlagde blev videreført og stærkt udbygget af W. Gennem sit arbejde med pattedyrenes osteologi oparbejdede han en rent ud forbløffende sikkerhed i bestemmelse af de knoglerester der stammede fra køkkenmøddinger og boplads- og gravfund. I årenes løb er hundredtusinder af knogler fra danske og nordiske moser og grusgrave gået gennem hans hænder – alene fra en enkelt køkkenmødding fra Ertebølle bestemte han ca. 20 000 ben og benstumper af ialt 60 dyrearter. 1888 kunne han på afgørende vis støtte J. J. A. Worsaaes teori om stenalderens tvedeling, idet han påviste at redskaber af ben fra yngre stenalder stammede fra husdyr; der var følgelig tale om en ældre jægerkultur med kun hunde og en yngre bondekultur med især okse, får og svin. De fleste resultater publiceredes i arkæologiske eller geologiske afhandlinger af andre (de omfatter den væsentligste del af de 215 numre i publikationslisten); desuden var han medarbejder ved Nationalmuseets værk Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark, 1900 og skrev om husdyrenes raceforhold, naturen i Danmark i stenalderen og sammenfattende om jordfundne fugle og pattedyr (1903, 1904) og om fugle til E. Lehn Schiølers store værk (1925). Enkelte gange har W. beskæftiget sig med faunistik, specielt de anselige bidrag til Conspectus Faunae Groenlandiae om fugle og pattedyr (1899 og 1902). Hertil slutter sig bindet om pattedyr i Danmarks Fauna, 1908 og den mesterlige skildring af pattedyrene og fuglene i værket Danmarks Natur, 1899. – W. var sin tids førende danske ornitolog. Han skrev bl.a. om steppehønens forekomst i Danmark, og fra 1891 videreførte han broderens årlige beretninger om fyrfaldne fugle, suppleret med egne fugleiagttagelser, og fortsatte hermed til 1912. Ved siden af det stille forskerliv var han en passioneret naturdyrker der som den første herhjemme kendte fuglenes stemmer og kald til fuldkommenhed, og hans store have i Hellerup ned til Øresund lå hen som et vildnis. Som broderen bekæmpede han med fanatisme lystjagten og specielt nedskydning af rovfugle og var en årrække medlem af udvalget for naturfredning. Sin anselige formue testamenterede han til et legat der bl.a. ved køb af Vorsø i Horsens fjord sikrede det ønskede fristed "til Fredning af Planter og Dyr, ogsaa de saakaldt skadelige". W. er en af de største og mærkeligste skikkelser i dansk zoologi. Hans betydning som systematiker blev først sent internationalt anerkendt, fordi han insisterede på kun at skrive på dansk. Han hævdede at kun på modersmålet kan man udtrykke sig tilstrækkelig koncist, og det talent for sprog han selv ejede forudsatte han hos andre. Et særligt tab var det at arbejdet om tandskifte og tandformer ikke kom på et hovedsprog. Alligevel er hans anseelse som systematiker og osteolog uomtvistelig, og inden for nordisk kvartær-zoologi, arkæologi og ornitologi kom han til at danne skole. – Broderen Gustav Oluf Bang Winge, født 14.5.1855, død 16.2.1889, blev student 1872, mag. i zoologi 1881 og derefter tilknyttet Zoologisk museum hvor også han beskæftigede sig med fuglene, bl.a. bearbejdede han materialet fra P. W. Lunds indsamlinger. Han udgav 1886 Jægernes skadelige Dyr hvori han som en af de første argumenterede for en fredningslovgivnings betydning for beskyttelsen af fuglelivet. Hans tidlige død afbrød en lovende forskerbane.