Herman Gartner

Herman Gartner, Herman Treschow Gartner, 25.10.1785-4.4.1827, læge. Herman Gartner kom som barn til Danmark og sattes i Herlufsholm skole hvorfra han blev student 1803. 1807-08 gjorde han tjeneste ved Frederiks hospital og tog kirurgisk eksamen 1808 hvorefter han et års tid var amanuensis hos F.C. Winsløw. 1809 ansattes han som regimentskirurg i den norske hær og var 1809-11 konstitueret fysicus i Bratsberg amt. 1811 foretog han en studierejse til England, kom 1812 tilbage til Norge hvor han konstitueredes som distriktslæge i Arendal. 5.8.1815 disputerede han med en doktorafhandling om lyske- og lårbrok og nedsatte sig 1817 i København hvor han 1818 blev medlem af Det medicinske selskab; her var han en flittig foredragsholder, mest om kirurgiske emner. Hans videnskabelige bedrift er opdagelsen af de efter ham opkaldte "Gartnerske gange", et parret, hidtil ukendt organ som han påviste hos køer; det ligger langs siden af livmoderen og blæren og fører til skeden, men dets funktion kendte han ikke. Det blev først udførligt omtalt i Journal de physique, de chimie, d'histoire naturelle et des arts, 1822; artiklen optoges i Isis, 1823, men kom først 1824 i Vidsk. selskabs skrifter (naturvidenskabelig og matematisk afd. I 277-315) og der tilkendtes ham selskabets sølvmedalje. Herman Gartners fund bekræftedes senere og udvidedes til andre dyrearter og mennesket, og 1832 kunne hans ven Ludvig Jacobson som han havde arbejdet sammen med vise, at disse gange var de resterende udførselskanaler fra primordialnyren der selv går til grunde efter fødslen. 1822-24 var Herman Gartner medredaktør af Bibliotek for Læger og blev 1824 regimentskirurg. Han opnåede lejlighed til endnu et længere studieophold i udlandet, men noget senere selvstændigt videnskabeligt arbejde fik han ikke udført.

Familie

Herman Gartner blev født på St. Thomas, døde i København (Garn.) og er begravet sst. (Garn.). Forældre: kgl. kasserer Herman Gartner (død 1798) og Elisabeth Birch. Ugift.

Ikonografi

Gravmæle 1832 af H. E. Freund.

Bibliografi

J. W. S. Johnsson i Naturens verden VII, 1923 277-80. H. Adsersen i Indbydelsesskr. til afgangs- og årsprøver på Herlufsholm, 1925 5-14.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig