Herman Pedersen Chytræus, Væbo, levede 1590, forfatter. C. var født i Væ i Skåne hvorfor han på dansk skriver sig Væbo, mens det græske navn C. vistnok antyder at faderen var pottemager. Han var i 1580erne rektor i Halmstad og, som det synes, tillige kapellan. En sindssygdom bevirkede imidlertid at han blev afsat. I maj 1585 forlangte han et vidnesbyrd angående sit forhold da han ville klage til øvrigheden over at biskoppen havde fjernet ham fra skolen. 1587 kalder han sig dog stadig "Skolemester wdi Halmsted", nemlig på titelbladet til sin danske oversættelse af Eusebius' skrift om kejser Konstantin (Keyser Constantini Magni Leffnet: først sammenskreffuit aff Eusebio Pamphilo ... paa Græiske). 1589 opholdt han sig uden embede i Gårdstånga, vistnok hos præsten der var fra Halmstad. Her forfattede han kong Frederik Ils levned "paa danske Rim vdsæt". S.å. fik han kgl. anbefaling til at blive præst i det nærliggende Hellinge og Røring, men har næppe fået sit ønske opfyldt eftersom han 1593 opholdt sig i Lund hvor han forfattede en art Danmarkshistorie i let flydende latinske vers Opusculum in octo libros distinctum rerum Danicarum quarundam, quæ sub regibus christianis contigerunt, memoriam carmine heroico conscriptam comprehendens. I fortalen beklager han sin kranke skæbne og den ringe løn han havde haft for sine anstrengende studier. En ny redaktion dedicerede han, Riseberga sept. 1598, til Christian IV som efter overrækkelsen kvitterede ved atter, okt. n.å. at anbefale ham til et embede i Lunde stift, vistnok også denne gang uden resultat. C. er i al beskedenhed en af vore tidlige samlere af topografisk-antikvariske efterretninger og udmøntede hvad han indsamlede på sin færden i de skånske provinser i et lille historisk arbejde Monumenta præcipua, quæ in Scania, Hallandia et Blekingia invenientur, observata et cum historica brevi enarratione illustrata, 1598 (publiceret 1748 af S. Lagerbring i hans Monumenta Scanensium I). Intet af sine skrifter fik C. selv udgivet. De to førstnævnte arbejder findes i manuskript i Kgl. bibl. (Thott 4° 507 og GI. kgl. S. 4° 2584), det tredie i henholdsvis Arnamagnæanske institut (dat. 1593, AM 4° 848) og Kungl. Bibl., Sth. (dat. 1598, K 43).

Bibliografi

Hist. t. IV, 1843 138. Pers. hist. t. VI, 1885 174f. Kancelliets brevbøger 1596-1602, 1913 442. - C. W. Skarstedt: Göteborgs stifts herdaminne, Lund 1885 418. - Manuskripter i Kgl. bibl., Det arnamagnæanske inst. og Kgl. bibl., Sth.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig