Hermann Abbestée, Peter Hermann Abbestée, 29.7.1728-29.12.1794, guvernør i Tranquebar. Født i Kbh. (Tysk Ref.), død sst., begravet sst. (Holmens k.). A. blev ansat 1752, mens stedfaderen var direktør i Asiatisk kompagni, som handelsassistent i Tranquebar hvortil han kom 1753 med kompagniets skib Sydermanland. 1755 sendtes han af guvernementet til fyrsten af Travancore på Malabarkysten for at etablere en loge i Colachel. Logen etableredes, og A. blev dens chef. A. gjorde imidlertid hurtigt karriere; 1756 blev han chef for logen i Calicut; 1760 vendte han tilbage til Tranquebar og ved guvernør H. J. Forchs død blev han 29.4.1761 af rådet valgt til interimsguvernør, et valg der blev billiget af direktionen i Danmark. Efter at have nedlagt sit embede vendte han 1775 tilbage til København hvor han blev valgt til direktør i Asiatisk kompagni. I den kommission der blev nedsat i forbindelse med statens overtagelse af de ostindiske kolonier 1777, var kompagniet repræsenteret af A. og to andre af dets direktører. S.å. udnævntes han til den første kongelige guvernør over de ostindiske kolonier og fik titel af brigader, og i december s. å. sejlede han med familie til Tranquebar. Rejsen blev imidlertid usædvanlig langsommelig og først i januar 1779 nåede skibet med den nye guvernør frem. A. der i sin guvernørtid fik titel af generalmajor er blevet karakteriseret som noget af en verdensmand. Som embedsmand var han en forsigtig mand og dertil en dygtig forhandler der gjorde sig afholdt af sine underordnede. Derimod ser det ikke ud til at han har været nogen stærk mand, ligesom han heller ikke synes at have ført en alt for nøje kontrol med sine underordnedes embedsførelse. Imidlertid var A. i flere år medtaget af tropesygdomme ligesom han følte sig gammel og ønskede at komme hjem. Allerede i 1782 ansøgte han således om sin afsked og fik den bevilget, men på grund af dødsfald fortsatte han med at fungere indtil Peter Anker i 1788 kom ud for at afløse ham. Samtidig med sit embede som guvernør drev A. en betydelig privat handel, bl.a. for anglo-indisk kapital, og han er af historikeren Aage Rasch blevet karakteriseret som en embedsmand i den gamle stil, "denne type der på én gang var købmand og embedsmand, privat næringsdrivende og statens repræsentant". Først 1789 forlod A. Tranquebar og rejste til København. 1775 arvede han Rustenborg i Lyngby efter stedfaderen.

Familie

Forældre: vinhandler Helvig A. (1697–1742) og Maria Barbara Fabritius (1704–75, gift 2. gang 1744 med etatsråd, meddirektør i Asiatisk kompagni Peter van Hurk, ca. 1697–1775). Gift 26.12.1768 i Tranquebar med Françoise Lange, født 15.1.1749 i Bengalen, død 28.3.1779 i Tranquebar.

Ikonografi

Mal. (Sielbeck), nu ant. tabt (foto på Kgl. bibl., Fr.borg). Silhouet (Handels- og søfartsmus., Kronborg).

Bibliografi

F. C. Sommer i Pers.hist.t. 4.r.II, 1899 51–60. E. Nystrøm, Lyngby sogn, 1934 81. Kamma Struwe og Aage Rasch i Vore gamle tropekolonier VI og VII, 1967. Ole Feldbæk: India trade under the Danish Flag 1772–1808, 1969. – Kay Larsen: Dansk-ostindiske personalia og data, manus. på Kgl. bibl. og Rigsark. 1912.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig