Hermann Tast

Hermann Tast, Harmen Tast, 1490-11.5.1551, slesvigsk reformator. Født formodentlig i Husum, begravet i den 1807 nedrevne Mariak. i Husum. T. blev 1511 immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg som "Hermannus Jast (!), de Huszen Scheswicen (!) dioec"; hans hjemstavn var altså Husum, Vestslesvigs hastigt opblomstrende og velstående havne- og handelsby. Sædvanligvis gik de studerende herfra til Rostock; T. valgte i hvert fald ikke Wittenberg af heterodokse grunde, for universitetet her var endnu godt katolsk og Luther som netop 1511 vendte tilbage til det, endnu ikke evangelisk afklaret. Varigheden af studieopholdet er ukendt, men magister blev T. ikke. – Sin egentlige kirkelige uddannelse må han derefter have fået ved domkirken i Slesvig (hvis domskole han muligvis havde gennemgået inden universitetsopholdet). Her har også biskoppen meddelt ham præstevielsen som hans ansættelse som alterpræst ("vikar") ved Husums anselige nybyggede Mariakirke forudsætter. Med sine ca. 20 alterstiftelser og rige kunstneriske udstvr (bl.a. værker af den berømte billedskærer Hans Brüggemann) vidnede den om borgernes kirkelige interesse i senmiddelalderens ånd. 1514 nævnes T. som alterpræst og nogle år senere som indehaver af Skt. Michaelis vikariat. – På et os ukendt tidspunkt begyndte han at prædike, hvilket har nødet ham til skriftfordybelse og antagelig også ført ham til læsning af Luthers reformatoriske skrifter. Efter lokal tradition prædikede han 1522 "luthersk", og muligvis havde hans forkyndelse allerede da afgjort evangelisk pr;eg. Dette gjaldt vel også vikaren Diederich Becker (Theodor Pistorius) som endda efter sønnens påstand "først" prædikede "luthersk" i Husum. Men en reformatorisk forkyndelse, der ud fra skriften som absolut norm forkastede hidtidig lære og gudstjeneste, har næppe lydt i hertugdømmerne inden maj 1524, eftersom prælaterne og den afgjort katolske majoritet i adelen sikkert ellers dengang havde afkrævet Frederik I forpligtelse til at skride ind herimod, da han som enehertug stadfæstede landsprivilegierne. Marsken Tyge Krabbes brev fra marts 1525 der alvorligt advarer kongen mod at tåle luthersk prædiken "i sine Lande" er vel det første tydelige vidnesbyrd om forekomsten af en sådan forkyndelse, og da den ikke er påviselig i kongeriget før 1526, må ordene gælde hertugdømmerne og sikkert Husum. Dette støttes da også af den dom Frederik I fældede på landdagen i Rendsborg maj 1525 (på grund af de "Irringer" som i 2½ år havde skabt ufred særlig mellem adel og gejstlighed). Prælaterne talte da overhovedet ikke om "Martinisme" (lutherdom), og adelens kirkelige klager var kun udtryk for reformkatolicisme. Først kongens dom der stadfæstede kirkens rettigheder, men forbød band i pengesager og krav om betaling for at meddele dødssyge sakramenterne, viser at luthersk prædiken forekom idet han, da han pålagde prælaterne at beskikke præster som kunne "tyde" evangeliet og ikke prædikede "fabler" truede med streng straf for at angribe kirkens foresatte og smæde de hellige. Men om gudstjenstlige fornyelser er endnu ikke tale.

Uden hensyn til den risiko T. således løb efter maj 1525 har han fortsat sin aggressivt lutherske prædiken, og nu blev kirken lukket for ham. Men købmanden Matthias Knutzen (død 1559 som rådmand i Kiel) stillede sit hus til disposition for ham, og her prædikede han under stigende tilslutning fra borgerne. Trods bestemmelsen på landdagen greb verdslig øvrighed dog ikke ind mod disse konventikler, måske også på grund af Knutzens slægtskabsforhold til en Husumborger der var gift med en uægte datter til Frederik I men vel særlig fordi kongen allerede nu hævdede princippet at troen er fri, og forkyndelsen kun strafbar når dens forskel fra skriftens lære bevises. Efter landdagen i Kiel febr. 1526, hvor prælaterne forgæves stillede krav om forfølgelse af lutherdommen, indtog Frederik I et afgjort tolerancestandpunkt, og hertug Christian forsøgte endog med magt at indføre lutherdommen i Haderslev-Tørning len. I Husum blev tilslutningen til T. og Diederich Becker så stor, at forsamlingerne en tid henlagdes til kirkegården, men antagelig gennemtvang borgerne snart, at kirken atter åbnedes for prædikanterne, til hvem også en tredje vikar, Frants Hamer, sluttede sig. I nov. 1527 kunne Frederik I stadfæste en overenskomst mellem borgerne og Mariakirkens vikarer der tilsikrede dem deres indtægter i deres levetid, men forbød dem katolsk gudstjeneste. Det tilføjedes at de skulle holde evangeliske messer såfremt de ønskede at holde messer i det hele taget. S.å. stod T. bag oprettelsen af en latinskole. Den nordfrisiske kronist Johs. Petrejus fortæller, at T. i løbet af 1527 visiterede i Nord-frislands sognekirker sammen med de verdslige råder Johann Reventlow og Johann Rantzau. 1528 var de nået til Nordstrand hvor de førte tilsyn med at præsterne forkyndte Luthers lære i overensstemmelse med dennes oversættelse af Det nye testamente fra 1522. 1529 deltog T. i religionsdisputationen med sværmeren Melchior Hoffman i Flensborg som endte med dennes landsforvisning. T. var den eneste af hertugdømmernes prædikanter som tog ordet. Hans indlæg viser hans overensstemmelse med Luthers nyere nadveropfattelse.

I nogle år derefter høres intet om T.; den foreløbige, absolutte tolerance for begge kirkelige partier som hertug Christian ved sin hylding i Kiel 1523 måtte forpligte sig til hæmmede vel lutherdommens fremtrængen. 1537 blev T. medforfatter af den latinske kirkeordinans, da Christian III flyttede kirkekommissionen fra Odense til Haderslev og forstærkede den med slesvigske teologer. At den plattyske oversættelse af den skyldes T. er ren gætning; litterært har vi fra hans hånd kun en betænkning om forladte ægtefællers ret til nyt ægteskab, afgivet 1539 til amtmanden Jesper Rantzau. – Fra ca. 1538 førte T. som provst tilsyn med Eiderstedts og Nordstrands kirker, og 1540 udnævnte Christian III ham til superintendent over de evangeliske menigheder i Husum-Slesvig amter. Dette embede bortfaldt dog allerede 1542, da Slesvig stift fik en evangelisk biskop, Tileman van Hussen, og efter landsdel ingen 1544 ophørte hans tilsyn med Nordstrand, der tilfaldt hertug Hans og ca. 1548 overdrog hans nye landsherre, hertug Adolf, sin hofpræst på Gottorp provstetilsynet med T.s øvrige kirker, bortset fra selve Husum. - I sine sidste år havde T. som præst i Husum alvorlige vanskeligheder med sin kapellan, Johann van Linden, der førte uluthersk lære og endda påstod at menigheden hidtil var ført bag lyset af sine præster. 1550 indstævnede T. ham for konsistoriet i Slesvig, men biskoppen hindrede klagens behandling, og da han personlig kom til Husum, undskyldte han præstens udtalelser som udtryk for kristelig nidkærhed. Først et halvt år før sin død bel riedes T. for den besværlige medarbejder som kaldtes til sognepræst i Tetenbøll.