Hiltgunt Zassenhaus

Hiltgunt Zassenhaus, Hiltgunt Margret Zassenhaus, 10.7.1916-20.11.2004, læge. Hiltgunt Zassenhausen voksede op i et liberalt og antinazistisk hjem. Efter Hitlers magtovertagelse fik hun pga. sine synspunkter vanskeligheder i skolen. Faderen, der var præget af Albert Schweitzers filosofi, blev afskediget 1933. Et ferieophold samme år i Danmark gav Hiltgunt Zassenhausen et uudsletteligt indtryk af forholdet mellem mennesker i et ikke totalitært samfund. Hun besluttede derfor at læse nordisk filologi og bestod sin eksamen 1938. Sommeren 1939 tilbragte Hiltgunt Zassenhausen i England. Her fik hun indtryk af at mange englændere havde en fjern og uvirkelig opfattelse af nazismens sande væsen og praksis. Efter krigsudbruddet arbejdede hun i Hamburgs postcensur med at kontrollere posten til og fra Skandinavien. Her stødte hun på breve fra ghettoerne i Polen. Trods ordre om at alle breve med bøn om mad skulle smides væk lod Hiltgunt Zassenhausen dem sende illegalt til modtagerne via en af faderens gamle venner. Mange fødevarepakker nåede derved frem til ghettoerne indtil al postforbindelse med Polens jøder brat ophørte 1941. 1942 begyndte Hiltgunt Zassenhausen at læse medicin. Hun censurerede samtidig breve fra norske politiske fanger i tyske fængsler. Hun blev også grebet af disse skæbner og begyndte at udarbejde et kartotek over fangerne og deres opholdssteder. Det blev hende til hjælp da hun april 1943 fik til opgave at ledsage den norske sømandspræst på fængselsbesøg. Hurtigt forstod nordmændene at de intet behøvede at frygte fra den kvindelige tyske kontrollant. Med hjælp fra en af sine venner og fra svensk Røde kors lykkedes det hende at fremskaffe medicin og vitaminpiller der sammen med fødevarer, papir, blyanter og små opmuntrende breve smugledes ind under besøgene. Hun kunne samtidig holde fangernea jour med hvor deres kammerater befandt sig. Tegninger og manuskripter bragte hun ud af fængslerne. Det lykkedes hende også over for myndighederne at få udvirket at nogle syge fanger blev hjemsendt. På eget initiativ lykkedes det Hiltgunt Zassenhausen at udvide besøgene til også at omfatte Rendsborg, og siden foretog hun systematisk sammen med de norske og danske sømandspræster C. F. Vogt-Svendsen og Sophus Boas rejser tusinder af km rundt til 52 fængsler og fangelejre i Tyskland. Det lykkedes hende at tiltvinge sig adgang til fangerne trods megen modstand. Andre steder lukkede de ansvarlige bevidst øjnene. Tre gange var hun i forhør hos Gestapo, men klarede frisag. I krigens slutning modtog Folke Bernadotte fra Hiltgunt Zassenhausen et forlydende hun havde hørt fra en tugthusfunktionær om at Hitler hemmeligt havde givet ordre til at henrette alle politiske fanger omend tidspunktet endnu ikke var fastlagt. Da Folke Bernadotte og de danske myndigheder indledte deres redningsaktioner blev Hiltgunt Zassenhausens nøjagtigt førte kartotek over ca. 1200 fanger af uvurderlig betydning når man skulle opspore de enkelte fangers opholdssted.

Mange danske og norske fanger har i efterkrigstiden erklæret at de aldrig ville have klaret opholdet uden den opmuntring, de håb og den reelle bistand de fik fra Hiltgunt Zassenhausen. De har kaldt hende "Tugthusets engel". Trods hårde fysiske anstrengelser og det store nervepres formåede Hiltgunt Zassenhausen at opretholde modet i fangerne og bevare koldblodigheden over for de autoriteter hun skulle forhandle med. Selv om hun flere gange var i den yderste livsfare undgik hun hver gang at blive afsløret. Hiltgunt Zassenhausen arbejdede uden en organisation bag sig, kun hjulpet af sin familie og nogle få gode venner. Som sådan er hun en af de fineste repræsentanter for det "andet Tyskland" under nazismen.

Efter at hendes bog Halt Wacht im Dunkel, 1947, var udkommet var hun i Danmark for at holde foredrag og da forlaget lod indtægterne af oversættelsens førsteoplag (Stå Vagt i Mørket) gå ubeskåret til hendes fortsatte studier kunne hun 1948-51 afslutte disse ved Kbh.s universitet. 1952 bosatte hun sig i Baltimore, USA, hvor hun siden virkede som læge. Hiltgunt Zassenhausen skrev desuden bogen Walls, 1974 (dansk udg.: Mure, s.å.).

For sin indsats fik hun medalje fra Dansk og Norsk røde kors 1948, St. Olavs orden, 1. grad 1963, Dannebrogsordenen 1964 og Bundesverdienstkreuz, 1. grad, 1969, den sidste for sit arbejde for tyske forældreløse børn i 1945.

R¹. 1964.