Holger Pedersen (sprogforsker)

Holger Pedersen, 7.4.1867-25.10.1953, filolog. Født i Gelballe, Skanderup sg, død i Hellerup, urne på Bispebjerg kgd. P. blev student 1885 fra Ribe og tog 1890 skoleembedseksamen i græsk, latin og dansk. Foruden med eksamensfagene havde han i sin studentertid især beskæftiget sig med sanskrit samt fulgt Herman Møllers forelæsninger over gotisk grammatik der efter hans eget sigende blev af afgørende betydning for hans videnskabelige udvikling. Efter endt eksamen tænkte han en tid på at fortsætte de klassiske studier, men interessen for sprogvidenskaben vandt snart overhånd. Allerede 1893 fremkom hans første arbejder i forskellige tyske tidsskrifter. Forinden havde han begivet sig på en udenlandsrejse der kom til at vare fra marts 1892 til sommeren 1896. Han besøgte først universitetet i Leipzig der på den tid blandt sine lærere talte en hel række fremragende sprogforskere. Under opholdet her skrev han den vigtige afhandling Das indogermanische s im Slavischen. trykt 1895 i Indogermanische Forschungen. Rejsen gik videre til Grækenland og Albanien. Frugten heraf var hans Albanesische Texte mit Glossar (udg. i det sachsiske videnskabernes selskabs afhandling, hist.-phil. Cl. XV, 1895) der sammen med forskellige mindre afhandlinger om albansk bragte ham frem i første række af dette sprogs kendere. Derefter fulgte et studieophold i Berlin, og efter et par måneders ophold i Moskva, hvor han tilegnede sig praktisk færdighed i russisk, drog han til universitetet i Greifswald hvor den fremragende keltolog Heinrich Zimmer virkede. Studiet af keltisk førte ham endelig til Irland hvor han tilbragte fem måneder på Arranøerne med studier i levende irsk. Efter sin hjemkomst udarbejdede han afhandlingen Aspirationen i Irsk, hvormed han 1897 vandt doktorgraden og samtidig trådte ind i rækken af førende keltologer. Han virkede derefter et par år som privatdocent og opnåede 1900 ansættelse ved universitetet som privatdocent i sammenlignende sprogvidenskab og slavisk filologi, en stilling der 1903 omdannedes til et ekstraordinært professorat. 1914 afløste han Vilhelm Thomsen som ordinær professor i sammenlignende sprogvidenskab og beklædte denne post til 1937. Dette er de ydre rammer om en ualmindelig alsidig og dybtgående virksomhed i sprogforskningens tjeneste. Hans første arbejde var r-n-stämme. Studien über den stammwechsel in der declination der idg. nomina (Zeitschr. für vergleich. Sprachforschung XXXII, 1893). Hertil slutter sig en lang række større og mindre afhandlinger vedrørende indoeuropæisk sproghistorie, bl.a. Das Präsensinfix n (Indogermanische Forschungen II, 1893), Wie viel laute gab es im Indogermanischen? (Zeitschr. f. vgl. Sprachf. XXXVI, 1900), Zur lehre von den aktionsarten (sst. XXXVII, 1904), Zur akzentlehre (sst. XXXIX, 1906), Neues und nachträgliches (sst. XL, 1907), Die idg.-semitische Hypothese und die idg. Lautlehre (Indogermanische Forschungen XXII, 1907-08), Le groupement des dialectes indo-européens (Videnskabernes Selskabs Hist.-Filol. Meddelelser XI, 1925), Zur Frage nach der Urverwandtschaft des Indoeuropäischen mit dem Ugrofinnischen (Mémoires de la Société Finno-Ougrienne LXVII, 1934).

Men P. havde i lige så høj grad opmærksomheden henvendt på de enkelte grene af de indoeuropæiske sprog. Hans grundlæggende studier over albansk er allerede omtalt. Til afhandlingen om slydens udvikling i slavisk slutter sig, senere en stor afhandling Die nasalpräsentia und der slavische akzent (Zeitschr. f. vergl. Sprachf. XXXVIII, 1905) og den fine fremstilling af Den bohmiske Udtale (Nord. Tidsskr. for Filol. 3.r. XI, 1902-03). Her må også nævnes hans Russisk Grammatik (1916), der stadig er blandt de bedste af alle eksisterende russiske grammatikker, og den i tilknytning dertil udarbejdede fortræffelige Russisk Læsebog (s.å.). De med slavisk nært beslægtede baltiske sprog har han behandlet i flere afhandlinger, især i Études lituaniennes (Vidensk. Selskabs Hist.-Filol. Medd. XIX, 1933). Den latinske sproghistorie har han beriget med arbejder som Les formes sigmatiques du verbe latin (sst. III, 1921) og La cinquième déclinaison latine (sst. XI, 1926). Armensk er behandlet i Les pronoms démonstratifs de l'ancien arménien (Vidensk. Selskabs skrifter, 1905), Zur armenischen Sprachgeschichte (Zeitschr. f. vergl. Sprachf. XXXVIII, 1905), Armenisch und die nachbarsprachen (sst. XXXIX, 1906) og flere mindre afhandlinger, hvoriblandt en forfattet af ham selv på armensk. Den germanske filologi skylder ham afhandlingen om Runernes Oprindelse (Aarbøger for nord. Oldkyndighed 3.r. XIII, 1923) og forklaringen af det oldengelske ord for kvinde "fǽmne" (Festskrift til Otto Jespersen, 1930). De keltiske sprogs historie har han givet en udførlig fremstilling af i den monumentale Vergleichende Grammatik der keltischen Sprachen I-II, 1909-13 der stadig er keltologiens ubestridt grundlæggende håndbog og vel må betragtes som hans hovedværk. En forkortet udgave, i samarbejde med H. Lewis, er A Concise Comparative Celtic Grammar, 1937. Doktorafhandlingen Aspirationen i Irsk er fortsat i en længere afhandling i Zeitschr. f. vergl. Sprachf. XXXV, 1899, og en række andre keltiske emner findes behandlet i forskellige mindre afhandlinger og artikler. Stor interesse har han også vist for oldsprogene i Lilleasien og på mange punkter bidraget til løsningen af de problemer som disse sprog frembyder, således i afhandlingerne Fra vor Sprogæts Grænseegne (Nord. Tidsskr. f. Filol. 3.r. XII, 1903-04) hvor han længe før alle andre billigede norske sprogforskeres påvisning af et indoeuropæisk sprog i de såkaldte Arzawabreve og erkendte den videnskabelige rækkevidde af denne opdagelse, Lykisk (sst. 3.r. VII, 1898-99), Mere om Lykisk (sst. 3.r. VIII, 1899-1900), Zu den lykischen inschriften (Zeitschr. f. vergl. Sprachf. XXXVII, 1904), The Lepontian personal names in -alo-s and some remarks on the Lydian inscriptions (Philologica I, 1921) og den store afhandling Hittitisch und die anderen indoeuropäischen Sprachen (Vidensk. Selsk.s Hist.-Filol. Medd. XXV, 1938), hvortil slutter sig en i samarbejde med Alb. Götze besørget udgave med kommentarer af en hittitisk tekst: Muršilis Sprachlähmung (sst. XXI, 1934). De lykiske studier fra århundredskiftet fik en afrundet fremstilling i lyset af den således i mellemtiden fremskredne sproghistoriske udforskning af det beslægtede hittitisk i afhandlingen Lykisch und Hittitisch (sst. XXX, 1945) hvis metode og resultater har været retningsgivende for al senere forskning i de lykiske sprogrester. En tilsvarende milepæl i studiet af et uddødt indoeuropæisk sprog markerer arbejderne om tokharisk (kendt fra håndskriftfund i Centralasien), specielt den samlede sproghistoriske behandling i Tocharisch vom Gesichtspunkt der indoeuropäischen Sprachvergleichung (sst. XXVIII, 1941), men til en vis grad også de mere beskedne specialundersøgelser i Zur tocharischen Sprachgeschichte (sst. XXX, 1944). Selv om det ikke er muligt her at medtage alt, bør dog endnu tilføjes at P. også har givet bidrag til græsk sproghistorie, og at hans studier ikke er begrænsede til de indoeuropæiske sprog. Han besad udstrakte kundskaber også uden for dette område; et vidnesbyrd derom er bl.a. hans afhandling Türkische Lautgesetze (Zeitschr. d.

Deutschen Morgenländ. Gesellschaft LVII, 1903).

Alle disse forskellige arbejder har det til fælles at de er præget af nøjagtighed i detaljerne, lysende klarhed, sikker metode og stor skarpsindighed, egenskaber der tidligt placerede P. blandt sprogforskningens store navne. Det siger sig selv at mange af hans arbejder kun er tilgængelige for fagfolk på de forskellige områder, men det ville være forkert deraf at slutte at de ikke også skulle være af betydning for den almene lingvistik. Man vil tværtimod mange steder finde værdifulde iagttagelser og bemærkninger af mere almen rækkevidde. En mere indgående behandling af almene spørgsmål har han givet i Et blik på sprogvidenskabens historie med særligt hensyn til det historiske studium av sprogets lyd i universitetets festskrift ved årsfesten 1916. Ganske særlig må nævnes hans med hensyn til historisk sprogforskning mesterlige og fuldt autoritative fremstilling af Sprogvidenskaben i det nittende Aarhundrede, 1924 (svensk oversættelse s.å., engelsk oversættelse 1931). Først i en meget høj alder kom P. til selvstændig beskæftigelse med almenlingvistisk forskning, og da mere som skeptiker (Ist eine allgemeine Sprachwissenschaft auf empirischer Grundlage möglich? i festskriftet til Hrozný, 1950) eller i forsøget på at nyttiggøre de almene resultater i udforskningen af den indoeuropæiske sprogæt (Die gemeinindoeuropäischen und die vorindoeuropäischen Verschlusslaute, Vidensk. Selsk. ... XXXII, 1951). I tidens løb modtog han talrige videnskabelige æresbevisninger. Han var medlem af en række udenlandske videnskabelige selskaber og akademier og æresdoktor ved ni universiteter. 1913 holdt han efter indbydelse forelæsninger ved School of Irish Learning i Dublin, 1925 ved Collège de France. Han var universitetets rektor 1926-27 og 1934-38 præsident for Videnskabernes selskab som han blev medlem af 1905. På sin 70-års fødselsdag hædredes han med et internationalt festskrift.