Holger Bache, 12.4.1870-11.6.1948, ingeniør. Født på Frbg, død ved S/S Københavns forlis i Kattegat, begravet på Frbg. kgd. B. tog 1893 polyteknisk adgangseksamen og 1898 eksamen som maskiningeniør; s.å. fik han ansættelse ved anlægget af Frbg. elektricitetsværk og sporveje og var derefter i en årrække ansat som ingeniør ved elektricitetsværket. Ved udvidelsen af Polyteknisk læreanstalt i begyndelsen af årh. blev der lagt stærkt beslag på B. idet han tiltrådte det udvalg af fagmænd der skulle planlægge det nye maskinlaboratorium og på dette udvalgs vegne forestod detailprojekteringen og monteringen af laboratoriet. 1.7.1906 blev han professor ved læreanstalten og bestyrer af maskinlaboratoriet. 1903–09 var han medlem af Elektroteknisk forenings bestyrelse. 1913 udkom hans forelæsninger over den mekaniske varmeteori der kom i ny og udvidet udgave 1923. Under 1. verdenskrig var han medlem af prisreguleringskommissionens udvidede kuludvalg som ophævedes 1921, 1919 blev han medlem af bestyrelsen for Dansk brændsels- og kontrolforening. Ved siden af sin lærergerning udfoldede han en betydelig ingeniørvirksomhed; bl.a. projekterede han belysnings- og maskinan-læggene på alle nationalforeningens tuberkulosesanatorier, maskinanlæggene på Finsensværk og Frbg. elektricitetsværkers øvrige anlæg; endvidere var han Kryolith mine- og handelsselskabets konsulent ved projekteringen af dets bygninger og anlæg i I vigtut. Fra 1908 var han fast medlem af de særlige patentkommissioner. Som lærer for maskiningeniører i laboratoriepraksis ydede han en betydningsfuld indsats. Efter sin afgang 1940 virkede han for udvidelse af Teknisk museums samlinger af maskiner og under en rejse til Jylland i denne sags tjeneste omkom han ved rutebåden Københavns forlis på Hals Barre.

Familie

Forældre: premierløjtnant af infanteriet, cand. polit., senere generalintendant, oberst Hans Andreas B. (1841–1913, gift 2. gang 1900 med Ellen Ramm, 1863–1952) og Henriette (Henny) Louise Lunn (1845–99). Gift 21.12.1900 i Snoldelev med Margrete Holbek, født 22.6.1870 i Årby ved Kalundborg, død 11.4.1932 i Kbh., d. af sognepræst Christian Ohnsorg H. (1833–1912) og Marie Frederikke Ludovica Thune (1837–1916).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1929.

Ikonografi

Mal. af Janus Gunner, ca. 1941. Foto.

Kbh.s univ. årbog 1905–06, 1908 653f. J. L. Mansa i Ingeniøren, 1948 431–32. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig