Holger Damgaard, 24.7.1870-15.1.1945, fotograf. Født i Ribe domsg, død i Rungsted, urne på Solbjerg kgd. D. var i handelslære i Varde og rejste derefter til New York hvor han bl.a. ernærede sig ved at undervise i at løbe på rulleskøjter, noget dengang nyt derovre. Som ivrig amatørfotograf bemærkede han sig den rolle pressefotografien allerede spillede i USA, og hjemvendt fik han fra 1900 en del billeder antaget af ugebladet Hver 8. Dag. Man var i disse år ved at vænne sig til den 1881 opfundne fotomekaniske teknik autotypien, der særlig egnede sig til fotografigengivelse; ved hjælp af et raster opløses fotografiets mellemtoner i punkter på klicheen, men da man brugte for fine rastere (oftest 60 eller 54 liniers) i forhold til papirkvaliteten, var det først fra 1897 for alvor lykkedes danske ugeblade at bruge autoklicheer inde i teksten, ikke som særligt bilag. Dagspressen der brugte dårligere papir og i øvrigt så med en vis ringeagt på illustrationer, det gjaldt fx Viggo Hørup, nøjedes med stregklicheer efter tegninger. Men dec. 1908 henvendte D. sig til Henrik Cavling og fik ham overtalt til at forsøge sig med den nye teknik, og 7.12.1908 kunne Politiken bringe det første i autotypi reproducerede dagbladsfoto herhjemme. Det var optaget af D. og forestillede nogle børn foran en legetøjsbutik. D. blev fast knyttet til Politiken og samtidig fik også de Ferslewske blade deres fotograf, Th. Larsen, der senere knyttedes til Berlingske Tidende og 1912 sammen med D. og Julius Aagaard stiftede Pressefotograf-forbundet med D. som formand. D. beherskede hele pressefotografens repertoire, nåede i sin sportsvogn hurtigt frem til begivenhederne og var ikke bange for at klatre op for at skaffe sig overblik. Blandt kolleger var han meget afholdt og han omtaltes derfor som "Tårnuglen". Uden at have haft én sygedag trak han sig tilbage som 70-årig. I Det kgl. bibliotek opbevarer man over 30.000 af D.s negativer.

Familie

Forældre: boghandler og bogbinder Anton Jensen D. (1838-85) og Marie Sophie Eriksen (født 1850). Gift med Ellen Karene Pauline Paulsen Samsøe, født 1.3.1879 i Holte, Vamdrup sg., Sønderjylland, død 25.6.1957 i Kbh. (Helligk.), d. af Nikolai Paulsen S. og Maren Christine Nielsen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Anker Kirkeby i Politiken 16.1.1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig