Holger Friis, Holger Severin Olesen Friis, 15.10.1891-24.10.1986, tandlæge, museumsleder. Født i Hjørring. F. begyndte allerede som tiårig som lønnet opsynsmand på Vendsyssel historiske museum og var efter realeksamen i 1908 et par år assistent hos faderen både på tandlægeklinikken og på museet. Han var soldat i Kbh. 1911 og blev uddannet på tandlægehøjskolen 1913-17 sst. Derefter var han tandlæge i Hjørring 1917-73, fra 1921 tillige leder af museet hvis samlinger, bygninger og areal han i årenes løb mangedoblede, bl.a. med genopførelsen af Sindal gamle præstegård og anlæggelse af en urtehave, 1929 og indlemmelse af Hjørring gamle provstegård, dens staldbygninger og have, 1940. F. har foretaget en lang række udgravninger overalt i Vendsyssel af meget betydelige oldtidsfund som eksempelvis jernaldergravpladser ved Skeen mølle og Vogn, 1910, Vejgård 1932 og Hjørring kirkegård, 1933, jernalderofferpladser ved Strandby, 1936, Varbrogård, 1941 og Kornumgård, 1952, samt oldtidsskattefund ved Vester Mellerup, 1942 og Gølstrup, 1943. Undersøgelserne er altid foretaget med stor kyndighed og sagerne derfra konserveret på museet under F.s ledelse. Han har desuden forestået talrige fredninger, bl.a. nogle af de første oldtidsagre, på Tolstrup hede, 1930 og Nørre Vorså hede, 1932. Sjældne fund der dels opbevares på Vendsyssel historiske museum, dels på Nationalmuseet tolker han både fantasifuldt og med indsigt. Han har frem for nogen bidraget til kendskabet til Vendsyssels oldtid. Modtog i 1951 Hjørring bys hæderspris.

Familie

Forældre: tandlæge Jørgen Jacob Lønborg F. (1852-1912) og Christine Elise Petersen (1856-1932). Gift 23.6. 1918 i Åsted med Gerda Johanne Petry, født 21.3. 1897 i Frederikshavn, død 8.9.1994 i Hjørring, d. af købmand Camillus P. (1862-1907) og Hulda Holm (1860-1949).

Udnævnelser

R. 1939. R.1 1961.

Ikonografi

Mal. af Anders Glob, 1975 (Vendsyssel hist. mus.). Foto.

Bibliografi

H. F. fortæller, ved Kn. Bidstrup, 1975. – H. P. Hansen: Vendsyssel hist. museum, 1889-1939, 1939. Brudstykker. H. F. på 80 årsdagen, red. C. Nørrelykke, 1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig