Holger Hede, Jacob Holger Christian Hede, 3.1.1894-14.1.1984, overretssagfører, numismatiker. Født i Kbh. (Vor Frue), død i Kbh. (Pauls), begravet på Bispebjerg kgd. H. blev student 1910 (Efterslægtselskabets skole), cand. jur. 1916, overretssagfører 1919 (bestalling deponeret 1977), 1924–65 var han juridisk direktør i forsikringsselskaberne Haand i Haand, i National og Danebroge 1929–65. H. har siden han var dreng været numismatisk interesseret. Han blev optaget i Møntsamlerforeningen (Numismatisk forening) 1914 og blev æresmedlem 1964. 1925–61 lod han afholde en række vigtige københavnske møntauktioner med tilhørende smukke og omhyggelige kataloger. Kendtest er L. E. Bruuns dubletter 1925, P. Haübergs samling 1929 og L. Ragoczys samling 1959–61. Desuden har H. forfattet standardværket Danmarks og Norges mønter 1541–1814–1963, 1964 (3. rev. udg. 1978) der giver en komplet, illustreret fortegnelse med oplysninger om vægt, lødighed og finvægt samt prægetal, når disse er kendt. Den tilhørende tekst sammenfatter den hidtidige forsknings resultater. Provenuet er skænket til Selskabet Den kgl. mønt- og medaillesamlings venner til hvis stiftelse H. 1945 tog initiativet, og for hvilket han siden har været formand.
Holger Hede
Familie
Forældre: overretssagfører, senere tillige direktør for forsikringsselskabet Haand i Haand, Søren Christian Christensen H. (navnet H. iflg. bevilling af 17.10.1883) (1864–1950) og Christiane Vilhelmine Vater (1867–1936). -8.2.1921 i Kbh. (Frederiksk.) med Margrethe (Grethe) Bjerre, født 24.6.1897 i Kbh., død 4.6.1979 sst., d. af apoteker Nicolai B. (1870–1938) og Ellen Marie Nyrop (1871–1954).
Udnævnelser
R. 1950.
Ikonografi
Portrætmedalje af H. Salomon, 1977. Foto.
Bibliografi
Nord. numismatisk unions medlemsbl., 1974 1–4 (m. bibliografi). Auktionsprotokoller i Den kgl. mønt- og medaillesaml. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.