Holger Reenberg, Holger Christian Frederik Reenberg, 3.9.1872-21.3.1942, skuespiller. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet sst. R. debuterede 1896 i Helsingør som Orgon i Tartuffe og turnerede i provinsen indtil 1900. Herefter ansattes han ved Casino 1900–10, ved Betty Nansen-teatret 1922–30 og Det kgl. teater 1930–33. Han var i den følgende tid tilknyttet forskellige københavnske scener og virksom som turnéskuespiller. 1936 fejrede han sit 40-års jubilæum på Casino i en af sine tidligere glansroller som blikkenslageren i Faldgruben. 1938 fik han bevilling til at drive Fasan-biografen i Kbh. – R.s populæreste tid som skuespiller var ved Casino hvor han var tidens forgudede operetteelsker, bl.a. en enestående Grev Danilo i Den glade Enke, en rolle han spillede nær 200 gange. Men af større kunstnerisk betydning var hans præstationer inden for karakterfaget hvor fx Coupeau i Faldgruben, 1907, blev givet med alkoholikerens typiske træk. På dette tidspunkt havde det været naturligt, om han var blevet tilknyttet nationalscenen, således at hans naturlige talent i karakterfaget var blevet udviklet. Men han blev i stedet ansat ved Betty Nansen-teatret hvor han med mere og mindre held spillede rigt varierede roller. Han formåede dog ikke at hæve sig over det rutinemæssige og havde vanskeligt ved at placere sig i publikums bevidsthed som andet end folkekomediehelten. Da han endelig ansattes ved Det kgl. teater havde han svært ved at gøre sig bemærket, bl.a. kunne hans stemme ikke høres i det store rum. På Folketeatret fik han senere succes, fx som professor Unrath i Den blaa Engel, 1933, og som biskop Beugel i Han sidder ved Smeltediglen, 1936. R. var en naturalistisk skuespiller med et udmærket sceneydre og sans for varm menneskelighed, men i hans anlæg for scenen manglede det flammende og lidenskabelige temperament. Han blev benyttet meget i radioen og varetog flere oplæsningsaftener. Friluftteatrets legat, 1938.

Familie

Forældre: manufakturhandler Sophus Tøger R. (1839–95) og Camilla Amalie Holgersen (1853–1939, gift 2. gang med arbejdsmand Ole Pedersen, 1857–1933). Gift 1. gang 1.6.1901 i Kbh. (Holmens) med skuespiller Marie Sophie Christine Sørensen, født 4.9.1876 i Odense, død 4.11.1942 på Frbg., d. af urmager, senere cigarhandler Julius S. (1848–1900) og Sophie Winther (1845–1906). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 12.10.1920 i Sundby med skuespiller Magda Helene Borving, født 13.11.1897 i Kbh. (Fødsst.), død 2.3.1976 i Ordrup, adoptivd. af købmand Frederik Ferdinand-Eriksen og Ane Margrethe Borving (navneforandring fra Nissen). Navneforandring 26.10.1914. Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 18.2.1928 i Sundby med skuespiller Ellen Carla Marie Carstensen, født 12.8.1899 i Kbh. (Fødsst.), død 20.11.1985, d. af kelner Carl C. og Anna Oline Marie Christensen. Far til Jørgen R.

Udnævnelser

R. 1932.

Ikonografi

Mal. af V. Neiiendam ca. 1906. Silhouet i rolle af Signe Holm, 1909 (Teatermus.). Relief af Regnar Bjelke, 1917 (sst.). Tegnet i rolle af H. Jensenius udst. 1928, 1934 og 1939. Mal. af Carl L. Nielsen, 1932. Buste af E. Utzon-Frank, 1932 (Teatermus.), tegn. af samme (sst.). Tegnet i rolle af E. Krause. Buste af Eva Langkau, 1940 (Teater mus.). Karikatur af Alfred Schmidt. Foto.

Bibliografi

P. Fristrup: Scenens navne, 1913. Carl Gandrup i Teatret XX, 1920–21 25 lf. Sv. Borberg i Berl. tid. 22.3.1942. Fr. Schyberg: Danske skuespillerportrætter, 1959 89–94.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig