Holger Scheuermann

Holger Scheuermann, Holger Werfel Scheuermann, 12.2.1877-2.3.1960, læge. Født i Hørsholm, død i Roskilde, urne på Bispebjerg kgd. S. blev student fra Frbg. latinskole 1895 og bestod lægevidenskabelig embedseksamen ved Kbh.s univ. 1902. Efter kandidattjeneste ved kbh.ske hospitaler, hvorimellem gerning som praktikus i Præstø 1904–07, blev S. tilknyttet Samfundet for vanføre som assistent 1910–19. 1913 blev S. tillige assistent ved Rigshospitalets røntgenklinik og to år senere leder af Marinehospitalets røntgenklinik. Arbejdet med vanføre patienter og røntgenspecialets daværende rivende udvikling førte S. ind på de studier der skulle skabe hans forskning verdensanerkendelse. Allerede 1913 publicerede han på opfordring af Sundhedsstyrelsen et arbejde om følger efter børnelammelse – en på det tidspunkt ret nyopdukket invaliderende epidemisk sygdom i Skandinavien. 1918 fik S. specialistanerkendelse i ortopædi og radiologi og blev fra 1917 midlertidig korpslæge i hæren hvor han 1921 blev overlæge, 1933 overlæge af reserven. 1929–38 var han leder af Militærhospitalets røntgenklinik og 1935–47 overlæge ved Sundby hospitals røntgenafdeling hvor han 1926 var begyndt som leder af klinikken. Fra 1918 drev S. samtidig privatklinik.

Allerede 1915 publicerede S. et grundigt klinisk-røntgenologisk arbejde om hofteledskred, 1920 kom hans første artikel om rundryggethed hos unge. Han beskrev her den "juvenile dorsale kyfose" som en vækstforstyrrelse i brysthvirvlernes vækst, og at rygformen ikke skyldtes muskelsvaghed. Lidelsen sås hos unge der havde hårdt legemligt arbejde, men var ikke betinget af det tunge arbejde. Efter studier af lignende tilstande på bl.a. hesterygsøjler måtte S. opfatte lidelsen som et kredsløbsbetinget knoglehenfald, som det også var blevet påvist bl.a. i hofteleddene. Brysthvirvlerne udviklede uregelmæssig kileform og ved undersøgelser de følgende år mente S. som den fremstående tyske radiolog Schmorl at kunne påvise, at de mellem hvirvlerne liggende fibrøse skiver fortil ved broklignende udvikling kunne være med til at deformere hvirvelvækst-pladerne – undertiden på traumatisk basis. Omkring 1934 indleverede S. resultaterne af sine studier som disputats ved Kbh.s univ. Bedømmerne (kirurgen V. Schaldemose og radiologen P. F. Møller) fandt imidlertid, at udformningen af arbejdet ikke gjorde det værdigt til antagelse -en bedømmelse Kbh.s univ. først 1959 (efter den ene bedømmers død og den andens afgang som universitetsprofessor) redresserede ved at udnævne S. til dr.med. h.c. på grund af den anerkendelse S.s arbejder om unges rundryggethed havde vundet verden over hvor lidelsen officielt benævnes Scheuermanns sygdom.

S. lod sig dog ikke påvirke af den hjemlige modgang og ydede senere ved publikation af arbejder om principperne for røntgenbehandling af kræftsvulster (1932, 1934), om knogleforandringer ved hjernesvulster (1931), om rygmarvssvulster (1936) samt om specialoptagelser af øjenner-vekanaler og tindingeben (1939) grundlæggende resultater inden for sit fag. Det var derfor en urimelig sen anerkendelse hans forskning opnåede fra den akademiske verdens side; hans stilfærdige adfærd opfyldt af rigeligt arbejde både offentligt og privat gjorde sit dertil. S. var 1920–21 formand for Dansk røntgenologisk forening, 1933–34 formand for Dansk radiologisk selskab og 1936 korresp. medlem af Arner. Academy of ortopaedic surgeons.