Hother Hage

Hother Hage, Edvard Philip Hother Hage, 9.1.1816-9.2.1873, politiker, jurist. Født i Stege, død på Nøbbelegård (Marielyst) ved Stege, begravet i Stege. H. blev student 1833 fra Roskilde og cand.jur. 1838. Hans politiske interesse blev tidlig vakt gennem samlivet med hans ældre bror, Johannes H., der var overlærer ved Roskilde latinskole, og siden ved samliv i studenterårene med Fr. Krieger, G. Aagaard o.a. der var grebet af den begyndende liberale bevægelse. Han deltog 1839 i studenterdeputationen til Christian VIII om en fri forfatning. Efter en kort tid som fuldmægtig hos overretsprokurator Carl Nyholm foretog han 1840-42 en udenlandsrejse gennem Europas hovedlande, navnlig Frankrig og England. Han studerede her særlig nævningesystemet som han livet igennem blev en kyndig og begejstret forkæmper for, men søgte også at blive fortrolig med tidens politiske bevægelser. Den franske liberale oppositions ideer tilegnede han sig især, og dens form for parlamentarisk veltalenhed blev hans forbillede. Efter sin hjemkomst blev han fuldmægtig hos Orla Lehmann der var gift med hans søsterdatter, medarbejder ved Fædrelandet hvor han især skrev om udenrigspolitiske forhold, og redaktør af ugebladet Dansk Folkeblad 1847-48 efter D. G. Monrad. Jan. 1848 valgtes han til Roskilde stænder og stemte for almindelig valgret til den grundlovgivende rigsforsamling, skønt oprindelig tilhænger af lav census. Til rigsforsamlingen stillede han sig som nationalliberal centrumsmand i Mønkredsen, men blev slået af den af bondevennerne støttede Fr. Barfod. Han kom dog ind i forsamlingen som kongevalgt og blev medlem af grundlovsudvalget hvor han sammen med P. D. Bruun stillede forslag om jordbesiddelse, købstadborgerskab eller 5 rdl. direkte skat som valgretsbetingelse ved landstingsvalg, men forlod det og stemte for almindelig valgret i begge ting. H.s helbred var ved denne tid svækket og blev først nogenlunde genoprettet efter et ophold på Madeira 1849-50. Hans hu stod stadig til det politiske liv, og 1850 søgte han ved suppleringsvalg i Lyngby forgæves valg til folketinget. Aug. 1852 valgtes han i Århuskredsen, men søgte, sammen med flere andre nationalliberale, ikke genvalg ved opløsningsvalget maj 1853. Nov. s.å. valgtes han dog ved et suppleringsvalg i Hjertingkredsen som han holdt indtil juni 1861 da han valgtes på sin fødeø Møn. 1853 havde han købt gården Marielyst ved Stege som han omdøbte til Nøbbelegård, og 1859 blev han byfoged i Stege og herredsfoged i Møns hrd. Heller ikke i denne valgkreds fik han dog blivende sted. Heftigt bekæmpet af bondevennerne og det grundtvigske venstre faldt han ved valget juni 1864, valgtes okt. 1866 i Nakskov men måtte sept. 1869 vige for en bondeven. Endelig valgtes han få måneder før sin død i Helsingørkredsen. Han var 1855 af folketinget blevet indvalgt i fællesforfatningens rigsråd og marts 1864 af Mønkredsen i novemberforfatningens rigsrådsfolketing.

H. indtog som parlamentariker en smuk plads i de nationalliberale føreres anden række. Hans kundskabsrigdom og tankeklarhed gav hans taler vægt, og hans rene og elskværdige karakter vandt ham en trofast vennekreds. Som taler hæmmedes han af eri vis doktrinarisme og unødig vidtløftighed. Sin betydeligste parlamentariske indsats gjorde han ved sin utrættelige kamp for nævningeinstitutionen og offentlighed og mundtlighed i retsplejen. Han bidrog væsentlig til gennemførelsen af loven om sø- og handelsretten af 1861 der imødekom nogle af hans krav og indbragte forslag om indførelse af nævningedomstole i straffesager som gav stødet til justitsminister A. L. Casses forslag i samling 1862-63 om en retsreform bygget på nævningesystemet. I samlingen 1867-68 gentog han sine forslag i udvidet form hvad der dog kun førte til nedsættelse af den Kriegerske proceskommission i hvilken han fik sæde. I den almindelige politik tilhørte han det nationalliberale centrum, og Krieger betegnede ham under det andet ministerium Hall endog som "mere ministeriel end ministrene". Dec. 1863 tilbød Monrad ham justitsministerpo-' sten i sin regering, men han afslog. Ved afstemningen i rigsrådets folketing om godkendelsen af fredstraktaten 1864 skilte han sig fra sit partis hovedstyrke og motiverede i en dybt bevæget tale sit nej. Som embedsmand var han i høj grad nidkær og pligtopfyldende. Hans forfatterskab omfattede juridiske emner De faste Statsdommere og Edsvorneretten, 1847, Ministeransvarlighed, Tokammersystemet og Valgloven, 1848, Om Nævningers Indførelse, 1851 og biografien Johannes Hage, hans Liv og Karakter, 1854. Hans tidlige død fremkaldtes ved den sygdom han pådrog sig ved at komme de stormflodsramte til hjælp under stormfloden 1872.